Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, syner måske ikke af meget. Ikke rent fysisk i hvert fald.
Men tag endelig ikke fejl. Inde bag det 168 cm bantam-byggede ydre gemmer der sig en tidligere kæmper af den oldgamle japanske kampsport jiu-jitsu.
»Nåede jeg at få et gult bælte? Det tror jeg faktisk, jeg gjorde,« siger Pernille Skipper.
Hun smiler, mens hun siger det.
Sætningen får dog ikke lov til at stå ret længe, før hun i bedste danske jantelovstil nedtoner betydningen af sine slagkraftige meritter.
»Der var stadig lang vej op til at være rigtig sej. Og vi må endelig ikke få det til at fremstå, som om jeg reelt kan noget. For det kan jeg ikke. Jeg var nyudklækket teenager, da jeg startede, så det er lang tid siden,« lyder det med endnu et smil fra Pernille Skipper, der fylder 35 år til juli.
Vi sidder over for hinanden på hendes kontor på Christiansborg.
Stolene er ikke videre behagelige, men Pernille Skipper formår alligevel at sidde helt afslappet. Tilbagelænet. Med fødderne oppe på bordet. Uden sko på naturligvis.
Hun fortæller om sin barndom. Sin ungdom. Sin opvækst.
Hun fortæller, hvad der i hendes rejse – til det sted hun er i livet i dag – har været med til at forme hende som menneske. Som person. Som politiker.
Jiu-jitsuen er en del af det, medgiver hun. Også selvom hun – indtil nu måske – ikke rigtig har tænkt så meget over det.
»Der er helt klart noget mentalt i jiu-jitsu-træningen, som jeg lærte dengang og har taget med mig siden. Jeg var ikke særlig god til at koncentrere mig som barn – hvem er det? Men det hjalp mig nok mere, end jeg lige har tænkt over.«
»Dengang gik jeg jo bare til det, fordi det var sjovt. Og så var det sejt at kunne slå lidt fra sig.«
Knubs på isen
Som barn var Pernille Skipper ekstrem aktiv.
Når hun ikke legede med vennerne hjemme på vejen i Aalborg – i et klassisk parcelhuskvarter med meterbrede ligusterhække på hver side – gik hun, inden interessen for kampsport manifesterede sig, til alverdens sportsgrene.
Fodbold. Håndbold. Ja, sågar ishockey kastede unge Skipper sig ufortrødent ud i.
Ishockeyen blev dog kun for en kort bemærkning.
»Jeg fik alt for mange knubs,« husker hun.
Bomber, død og håb
Mentale knubs har Pernille Skipper også erindringen om, at hun fik tilbage i 2003.
Dengang fulgte Danmark den amerikansk-ledede koalition ind i Irak, og for første gang oplevede teenageren Pernille Skipper, hvordan hun begyndte at reflektere over omverden.
»Irakkrigen ramte mig virkelig hårdt. Første gang, man for alvor tænker over, at mennesker skal dø, og at bomberne falder om ørerne på uskyldige mennesker. Det er jo fuldstændigt forfærdeligt.«
Danmarks engagement i krigen, som senere viste sig at være baseret på et falsk grundlag, lagde de første sten til Pernille Skippers vej ind i politik.
»Det var første gang, jeg virkelig engagerede mig i noget rent politisk. Jeg kan stadig genkalde mig følelsen af at stå på Budolfi Plads i Aalborg sammen med flere tusinde aalborgensere med tændte fakler og synge 'Kringsat af fjender' for at markere og håbe, at der er nogen, der lytter. Den følelse sidder stadig i mig i dag.«
Og det er lige netop dén følelse, Pernille Skipper er rundet af.
Det er dér, hendes værdisæt ligger forankret. I fællesskabet. I omsorgen. I håbet.
»Når jeg hver sommer besøgte min farmor og farfar, lærte jeg, at man skal passe på hinanden. De boede i et lille samfund, hvor alle kendte alle. Og hvis der var en fra byen, der var syg, gik man over med kage. Man involverede sig i hinanden. Det er tydelige værdier, jeg stadig lever efter og slås for.«
»Hold nu din kæft«
Den politiske gnist i Pernille Skipper blev hurtigt til en brændende flamme.
Hun kastede sig ind i elevrådsarbejdet og blev kort efter formand for det regionale elevråd i Nordjylland.
»Jeg blev ret hurtigt hende, der dannede mig en holdning til alt. Og der var helt sikkert nogen, der syntes, at det var irriterende og tænkte: 'Kan du ikke bare sætte dig ned og holde din kæft en gang imellem',« siger Pernille Skipper.
Hun griner. Og fortsætter.
»Jeg tror da også, at mine forældre syntes, at jeg var en rigtig møgunge. Men er det ikke meget normalt, når man er teenager?«
Men var du det? Teenager? Havde du overhovedet tid til at være det med alt det politiske arbejde?
»Jamen, så var det heller ikke værre. Der var også tid til at have det sjovt, og jeg har drukket masser øl og lavet dumme og fjollede ting, imens jeg gik i gymnasiet.«
Hvad var for eksempel?
»Ja, hvad var det? Åndssvage, ligegyldige grineflip i en bus på vej på studietur. Hytteture, hvor vi klædte os ud, drak øl og dansede. Jeg tror ikke, jeg gjorde noget ekstremt dumt. Jeg tror bare, at vi var ekstremt fjollede. Havde det sjovt.«
»Jeg føler ikke, at jeg har givet afkald på noget i mine teenageår. Hvor andre gik til fodbold, håndbold og havde det sjovt med dét, begyndte jeg bare at gå til politik. Det var dér, jeg livede op.«
