»Skrid, det er vores område.«

Meldingen fra en gruppe lokale unge udlændinge var ikke til at tage fejl af, da det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen lørdag ville hænge valgplakater op på Ydre Nørrebro i København.

»En gruppe meget unge drenge fortalte mig, at jeg skulle skride væk fra deres område, og at muslimer slet ikke burde stille op eller stemme til valg,« fortæller Lars Aslan Rasmussen dagen derpå.

Det var i alt otte-ni drenge på 16-19 år, der hang ud i området omkring Haraldsgade og Sigynsgade.

Et område, der de senere år har været præget af vold, larm, hærværk og stoffer – blandt andet på grund af banden Loyal to Familias tilstedeværelse i området.

Det var Lars Aslan Rasmussen, der er født og opvokset på Nørrebro, helt bevidst om.

»Jeg ville ikke være taget derhen om aftenen,« fastslår han.

Efter at have sagt til drengene, at han ikke troede, Allah går synderligt op i, hvorvidt muslimer deltager i danske valg, gjorde han dem opmærksom på, at han havde ret til at være der.

»De var meget intimiderende og ubehagelige. De truede med at rive mine plakater ned. Jeg troede ikke rigtig på dem. Men de gjorde det, kunne jeg konstatere, da jeg kom forbi senere,« siger han.

Det mest overraskende for ham var de unges alder.

»De var så unge, at de kunne have været mine børn, hvis jeg var startet tidligt. De er født og opvokset i Danmark, ligesom jeg er det. Og alligevel er vi så forskellige,« skriver han i en længere opdatering på Facebook.

Oplevelsen får dog ikke Lars Aslan Rasmussen til at holde sig væk.

»Jeg regner med at tage ud og hænge plakaterne op igen, og torsdag skal jeg til en debat i Lundtoftegade,« siger han.

Han erkender, at der er steder, han ikke kan føre kampagne.

»​Jeg kan ikke stå på Nørrebro Station eller Tingbjerg og dele roser ud. Selv om det er min kreds, kunne jeg godt få et par på hovedet eller en byge af tilråb. Det er ærgerligt, at det er sådan,« siger han.

Også den socialdemokratiske europaparlamentskandidat Jakob Thiemann fortæller på Facebook, at en gruppe autonome pillede hans plakater ned på Tomsgårdsvej i Københavns Nordvestkvarter, mens de råbte 'klasseforræder' efter ham.