Inger Støjberg er ikke længere næstformand i Venstre. Hun er velkommen hos både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, lyder det fra de to partiformænd.

»Jeg synes, det er en meget dramatisk udvikling,« lyder Kristian Thulesen Dahs første reaktion oven på onsdag aftens udmelding.

»Det kommer ikke som en overraskelse. Det handler ikke om lov og orden, det handler om politik. Det handler om den politiske linje, og at Jakob Ellemann-Jensen gerne vil af med hende,« lyder det videre fra Nye Borgerliges Pernille Vermund.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen udtalte tidligere på ugen, at han bakker op om en rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis en kommende undersøgelse mener, at der er grundlag for det i forbindelse med, at hun i 2016 muligvis brød loven som minister i sagen om at adskille asylpar.

Inger Støjberg.
Inger Støjberg. Mads Claus Rasmussen

Onsdag aften skrev Inger Støjberg så på Facebook, at Jakob Ellemann-Jensen nu har bedt hende om at gå af som næstformand. Medlemmer af Forretningsudvalget foreslog orlov, men ifølge Inger Støjberg holdt Jakob Ellemann-Jensen fast i, at hun burde gå af, og det har hun nu gjort.

Se Facebook-opslaget nederst i artiklen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, synes, tingene har udviklet sig meget hurtigt.

»Jeg synes, det virker, som om Venstre med det her beslutter sig for at undsige Støjberg både i forhold til diskussionen om, at der skal komme en rigsretssag, men også at der er politiske uoverensstemmelser, der ligger til grund for det.«

Kristian Thulesen Dahl (DF)
Kristian Thulesen Dahl (DF) Ida Guldbæk Arentsen

Han fortsætter:

»Vi frygter, at det får konsekvenser i forhold til Venstres linje på udlændinge- og værdispørgsmål. Den del af Venstre, som Inger Støjberg står for, ligner Dansk Folkepartis. Hvis man gør op med den linje, bevæger Venstre sig politisk et sted hen, hvor det umiddelbart kan gøre det sværere. Nu må vi se, hvad der sker.«

Nye Borgerliges Pernille Vermund er enig:

»Når man melder så klart ud, at den politiske uoverensstemmelse er medvirkende til, at Inger ikke længere skal være næstformand, så siger man også, at den udlændingepolitik, som Inger er markant på, fraskriver man sig. Så bliver det meget svært at samle det borgerlige Danmark.«

Og hvis Inger Støjberg skulle blive træt af Venstre og forlade partiet, er hun da også velkommen hos både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Pernille Vermund (NB)
Pernille Vermund (NB) Mads Claus Rasmussen

»Det siger sig selv. Hun vil passe én til én. Hun er rundet af den jyske del af Venstre, som er meget tæt på Dansk Folkeparti. Der er mange af vores folk, der har sat deres lid til hende i Venstre og tænkt, at så længe hun var der, så var der garanti for, at Venstre havde den rigtige retning på udlændinge- og værdispørgsmål. Det ved hun også godt, at jeg synes,« lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

»Selvfølgelig er hun det. Det ville være mærkeligt andet. Men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at Inger lige nu har brug for at finde ud af, hvad der sker i Venstre. Hun har en masse medlemmer og vælgere, som hun har en form for loyalitet over for. Når Jakob vrager hende, vrager han også de mennesker, der har stemt på Inger, og de medlemmer, der har valgt hende som næstformand. Jeg ved, at det er Inger magtpåliggende at være loyal over for de mennesker og sørge for, at Danmark kommer det rigtige sted hen på udlændingepolitiken,« lyder det fra Pernille Vermund.

Pernille Vermund tilføjer, at hun har talt med Inger Støjberg oven på aftenens udmelding. Hun vil ikke afsløre, hvad de talte om, men at de er gode venner privat.

»Det er jo en skelsættende dag, så selvfølgelig har jeg talt med hende.«