At Mette Frederiksen og Søren Brostrøm ikke har været på samme bølgelængde under coronakrisen, står efterhånden klart for de fleste.

Men en ny bog, hvor forfatter Anne Sofie Kragh har fulgt Mette Frederiksen på nært hold siden valget i 2019, afslører, hvordan forholdet mellem de to var decideret betændt i dagene op til nedlukningen af Danmark.

Faktisk var uenighederne så store, at Sundhedsstyrelsens direktør på et centralt møde, dagen før Danmark bliver lukket ned, direkte undsagde Mette Frederiksen og truede med ikke at møde op til pressemødet.

I bogen refereres der direkte fra tophemmelige møder og fra de øjeblikke, der har været skelsættende i Frederiksens første år i Statsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm efter pressemøde om covid-19 i Spejlsalen i Statsministeriet i København, onsdag den 16. december 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm efter pressemøde om covid-19 i Spejlsalen i Statsministeriet i København, onsdag den 16. december 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og et af de øjeblikke udspillede sig altså 10. marts, hvor Mette Frederiksen havde indkaldt spydspidserne i coronahåndteringen til et møde.

Ifølge bogen var Mette Frederiksen opsat på at understrege, at man burde være yderst skarp i sine vejledninger til befolkningen: Undgå store forsamlinger. Undgå håndtryk, kram og nær fysisk kontakt.

Samtidig ville statsministeren opfordre alle sårbare grupper til at blive hjemme. De skulle undlade at handle ind og generelt undgå fysisk kontakt med andre.

Men de hårde anbefalinger faldt mildest talt ikke i Brostrøms smag.

»Det er klart, at jeg ikke kommer til at stå på et pressemøde og undsige statsministeren. Men hvis du siger det der, så bliver det uden mig,« sagde Søren Brostrøm under mødet.

Den direkte afvisning skabte en anspændt stemning i lokalet og førte til heftige meningsudvekslinger mellem flere af de tilstedeværende, der forsøgte at mægle.

Til sidst skar Mette Frederiksen igennem.

»Nu tror jeg, vi skærer mødet midtover,« beordrede hun og sendte embedsfolk og kommunikationsansatte uden for døren.

Statsminister Mette Frederiksen på pressemødet i Statsministeriet 11. marts kl. 20.30.
Statsminister Mette Frederiksen på pressemødet i Statsministeriet 11. marts kl. 20.30. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Nu var det kun hende selv, sundhedsminister Magnus Heunicke, Søren Brostrøm, departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, samt statsministerens daværende toprådgiver Martin Rossen, der var tilbage.

Her udtrykte Søren Brostrøm sin tydelige frustration over at blive »dikteret« af Statsministeriet, når han ikke mente, at der var fagligt belæg for så skrappe restriktioner.

Alligevel endte det med, at de gik ind til pressemødet 10. marts – 10 minutter forsinket.

Efter pressemødet bad Mette Frederiksen Brostrøm om at følge med op på sit kontor, hvor de ifølge bogens kilder sænkede stridsøksen.

Statsminister Mette Frederiksen, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding orienterer om situationen vedrørende COVID-19 og nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fredag den 6. marts 2020.
Statsminister Mette Frederiksen, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding orienterer om situationen vedrørende COVID-19 og nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fredag den 6. marts 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

B.T. har tidligere afsløret, at Brostrøm i hele forløbet var kritisk over for nedlukningen. Blandt andet skrev han syv timer før nedlukningen i en mail, at han decideret frarådede at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer.

Det skabte en heftig debat om, hvilke sundhedsmyndigheder der egentlig havde anbefalet den kraftige nedlukning 11. marts.

Og her kommer bogen også med et bud.

11. marts om eftermiddagen, på dagen for nedlukningen, var SSI-direktør Kåre Mølbak, departementschef i Sundhedsministeriet Per Okkels og Statsministeriets departementschef, Babara Bertelsen, samlet på sidstnævntes kontor.

Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, til pressebriefing i Egtveds Pakhus, mandag den 20. april 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, til pressebriefing i Egtveds Pakhus, mandag den 20. april 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

De diskuterede frem og tilbage, indtil Kåre Mølbak sagde: »Jeg tror, det er nu.«

Per Okkels greb en papirlap fra Babara Bertelsens bord og skrev, at nedlukningen var sundhedsfaglig hensigtsmæssig, og at det var Kåre Mølbaks anbefaling.

Nu kunne Mette Frederiksen sige, at nedlukningen skete efter sundhedsmyndighedernes anbefaling.

Da de tre skiltes, satte Kåre Mølbak håndfladerne sammen som en slags hinduistisk hilsen, skriver bogens forfatter.