Hvis du bevæger dig udenfor søndag, skal du huske at pakke en flaske vand og solcreme med høj faktor.

Det bliver nemlig 'solcremevejr', lyder det fra DMIs vagtchef Jesper Eriksen.

Men hvis man hører til en af dem, der står tidligt op i weekenden, så bliver man ikke nødvendigvis mødt af bragende sol med det samme. Derimod et par skyer.

Det gælder især, hvis du befinder dig i de sydvestlige egne af landet.

I løbet af dagen vil der blive skruet op for temperaturen og solens stråler.

UV-indekset vil nå over seks, og det vil blive mellem 18 og 23 grader alt efter, hvor du befinder dig i landet.

Dog vil pålandsvind ødelægge den gode stemning nogen steder, hvor vandet i området vil medføre lavere temperaturer helt ned til 10-12 grader.

Men hvor, det lige præcis er i landet, er ikke til at vide på stående fod. Her må man vente og se.

Til sidst på dagen kan man kigge op mod himlen og se 'blomkålsskyer', der kommer til at skygge en smule for solen, men så heller ikke mere end det.