Lad regnjakken blive hjemme, husk solcreme og god weekend i solens tegn. Det gode vejr varer ved indtil i hvert fald fredag i næste uge.

For nu kommer solen.

Det er da også en glad vagthavende meteorolog, som guider os igennem det kommende vejr og garderobe.

»Vi skruer op for temperaturerne. Fredag kommer vi op omkring de 18 grader,« lyder det fra Klaus Larsen fra DMI:

»Det bliver en dag med solskin og nogle enkelte byger.«

For vi slipper ikke helt for en smule regn og lidt skyer fredag, forklarer han.

»Jylland må forvente at slås med lidt skyer op af formiddagen, og så kan der komme små byger rundt omkring,« fortæller Klaus Larsen, der på trods af det ikke anbefaler, at man pakker regnjakken, når man tager afsted i dag.

»De småbyger, vi får, skal man være uheldig for at ramme, og de kommer til at give så lidt vand, at det nærmest ikke betyder noget.«

Så er det nu, at det bliver rigtig sjovt, fortæller Klaus Larsen:

»Herfra går det kun fremad! Når vi rammer weekenden, så vil vi flere steder i landet få 20 graders varme og svag til jævn vind,« lyder det, mens han dog påpeger, at det ved kysterne er lidt koldere.

Og hvis du nærmest har glemt, hvordan man klæder sig til sådannet vejr, så er her et par staldtips ud af meteorologen.

»Pak vinterjakken væk. Man kan nok godt klare sig med en tynd jakke, mens en T-shirt for de for varme personer kan gøre tricket op ad dagen.«

Derudover skal vi til at pakke en fætter i tasken, som nok står bagest i de flestes skabe efterhånden.

»Husk solcreme den kommende tid. Der vil være knald på solen, så hvis man skal lufte de hvide vinterlår, er det en god idé med solcreme,« fortæller Klaus Larsen.