Kommunalt ansatte i Køge Kommune skal i 2022 og frem lægge cigaretterne fra sig i arbejdstiden.
Kommunen vil nemlig indføre et forbud mod at ryge i arbejdstiden. Det skriver TV 2 Lorry.
Tiltaget er blevet besluttet tirsdag ved et byrådsmøde og gælder fra 1. januar 2022.
Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune, anerkender over for TV 2 Lorry, at det kan blive svært for mange at kvitte smøgerne. Det vil kommunen derfor hjælpe med:
»Man kan spørge sig selv, om rygning ville blive tilladt på arbejdspladsen, hvis cigaretten blev opfundet i dag. Det er nok ikke tilfældet. Jeg har fuld forståelse for, at det kan være rigtig svært at give slip på tobakken,« siger hun og tilføjer:
»Derfor er en væsentlig del af den nye rygepolitik også at tilbyde rygestopkurser til vores medarbejdere.«
Flere kommuner i Danmark har allerede taget samme valg, som Køge Kommune nu har gjort.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse har 62 kommuner på tværs af landet indført røgfri arbejdstid – med og uden undtagelser.
Seks kommuner er på vej med tiltaget, herunder Køge i 2022.
Sidste år besluttede Gentofte Kommune sågar at indføre røgfri arbejdstid, når man arbejdede hjemme. Læs den historie her.