Venstres æresmedlem, tidligere folketingsmedlem og minister Britta Schall Holberg står nu for første gang frem og kommenterer sin rolle i portrætbogen om Lars Løkke Rasmussen.
I bogen siger hun, at hun mener, at Lars Løkke Rasmussen har et alkoholproblem, men hun har indtil nu afholdt sig fra at medvirke med yderligere kommentarer.
Partifællen Birthe Rønn Hornbech deler øjensynlig ikke Britta Schall Holbergs opfattelse.
Hun bad derfor tirsdag Venstres folketingsgruppe om lov til at gå ud og undsige Britta Schall Holbergs påstande.
Men Britta Schall Holberg holder fast.
»Jeg står ved alt det, jeg har sagt til forfatterne«, siger Britta Schall Holberg nu til BT.
Det, Britta Schall Holberg, siger i bogen er flg:
»Jeg tror, at hvem som helst, du spørger i folketingsgruppen, vil kunne svare, at Lars drikker for meget, men det er jo blevet accepteret,« siger Britta Schall Holberg.
I bogen afviser Lars Løkke Rasmussen selv hendes anklage og kalder det »afsporet fra virkeligheden«.
Men Britta Schall Holberg forstår ikke afvisningen fra hverken Lars Løkke Rasmussen eller Birthe Rønn Hornbech.
»Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Der er aldrig nogen, der har beskyldt mig for at lyve før«, siger hun.
Britta Schall Holberg fastholder de erfaringer, hun har. Hun har siddet i Folketinget fra 1984-88 og igen fra 2005-2011.
Lars Løkke Rasmussen har siddet i Folketinget fra 1994.
At Birthe Rønn Hornbech nu er parat til at undsige Britta Schall Holberg, der ellers støttede hende til det sidste, da Løkke i marts 2011 fyrede hende som integrationsminister, gør ondt.
Dengang gik Britta Schall Holberg endda så langt for at redde sin veninde, at hun offentligt bad Lars Løkke Rasmussen huske på, at Anders Foghs store styrke var, at han kunne holde fast på sine ministre. F.eks. også på Lars Løkke, da han var ude i sit bilagsstormvejr.
Hvordan er det at blive undsagt af den partifælle, du selv støttede til det sidste, da hun var i problemer?
»Jeg har ikke selv hørt fra Birthe, og hvad gruppen har tænkt sig at sige, må de om. Der er meget, der ikke er til at forstå i det her, men jeg står ved alt, hvad jeg har sagt«, siger Britta Schall Holberg, inden hun understreger, at hun ikke har flere kommentarer til sagen.