»Skulle jeg vælge en at drikke en øl med en sen aften, så blev det ikke Lars. Og skulle Lars vælge en at drikke en øl med en sen aften, blev det ikke mig.«
Sådan lyder det opsigtsvækkende fra Venstres næstformand Kristian Jensen i et stort interview med Fyens Stiftstidende mandag.
Det er første gang, at Kristian Jensen udtaler sig om sit forhold til partiformand Lars Løkke Rasmussen, siden portrætbogen 'LLR' udkom for præcis en uge siden. I bogen afdækkes, hvordan Kristian Jensen autoriserede sin partifælle Jens Rohdes benhårde angreb på Lars Løkke Rasmussen (V) forud for det historiske krisemøde i Venstres hovedbestyrelse 3. juni i år. Næstformanden spillede således et dobbeltspil, da han samtidig i medierne bakkede op om Løkke som formand.
Læs også:
Kristian Jensen udtalte efter bogens udgivelse, at 3.juni var et lukket kapitel, og han var videre. Men i Fyens Stiftstidende fortæller han nu, at han slet ikke har noget forhold til Lars Løkke.
Læs også:
»Tilbage i 2010, da jeg gik af som skatteminister og blev gruppeformand, kørte der historier om, at vi havde et dårligt forhold til hinanden. Var jeg blevet fyret som minister, eller var jeg ikke blevet fyret? Jeg tror, den bedste beskrivelse er, at vi havde ikke noget forhold til hinanden. Det var ikke godt, det var ikke skidt, og vi havde aldrig problemer med at arbejde sammen,« siger Kristian Jensen og tilføjer:
»Sådan er det, et stykke hen ad vejen, stadigvæk.«
