Kristian Jensen har taget fløjlshandskerne af i kampen om magten i Venstre. Efter han i weekenden i et stort interview i Fyens Stiftstidende slog fast, at hans forhold til Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er rent professionelt.

»Skulle jeg vælge en at drikke en øl med en sen aften, så blev det ikke Lars. Og skulle Lars vælge en at drikke en øl med en sen aften, blev det ikke mig,« siger Kristian Jensen til avisen.

Det tolker Venstre-kender og politisk kommentator Jarl Cordua som et klart tegn på, at Kristian Jensen arbejder på at styrke sin magtbase i partiet.

»Han vil gerne vise dem, at han er bedst til at varetage deres interesser og sikre dem poster i en ny regering,« siger Jarl Cordua, der er radiovært på Radio24syv.

LÆS MERE I BT TIRSDAG ELLER I BT PLUS:

- om kilder i Løkkelejrens syn på Kristian Jensens angreb.

- om venstrekender Jarl Corduas udlægning af Kristian Jensens udfald mod Løkke.

- om direktør i Kraka Peter Mogensens vurdering af situationen i Venstre.

- om sandheden bag det opsigtsvækkende interview i Fyens Stiftstidende.


Venstres næstformand Kristian Jensen kaster sig nu ud i et åbent magtopgør med Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge en kender af Venstre spiller han med musklerne og prøver at lægge distance til Lars Løkke, som trods blå bloks føring sakker agterud i popularitetsmålingerne.

I et opsigtsvækkende interview med Fyens Stiftstidende fortæller Kristian Jensen, at partiformanden ikke er en mand, han har lyst til at være sammen med ud over rent professionelt i partiarbejde. Faktisk har han slet ikke lyst til at sidde og drikke en øl med Lars Løkke.

»Skulle jeg vælge en at drikke en øl med en sen aften, så blev det ikke Lars. Og skulle Lars vælge en at drikke en øl med en sen aften, blev det ikke mig,« siger Kristian Jensen til avisen.

Den politiske kommentator Jarl Cordua fra Radio24syv mener, at Kristian Jensen hermed arbejder på at bygge ’sin egen magtbase’.

»Man skal være i Kristian Jensens position for at slippe levende fra at sige sådan noget. Han fornemmer nok, at Løkkes popularitet i Venstre er begrænset. Hvis han så kan fremstå som anti-Løkke-figuren, så kan han gøde sin egen magtbase. Han vil gerne vise dem, at han er bedst til at varetage deres interesser og sikre dem poster i en ny regering,« siger Jarl Cordua, der har særligt god indsigt i partiet Venstre.

Det er Kristian Jensens opgave at skaffe ministerposter til nogle af folkene på hans hold i en eventuel kommende blå regering. Så Kristian Jensen er i gang med at positionere sig selv og sine støtter i forhold til den kamp.

Kristian Jensen er en magtspiller

Men spørgsmålet er så, hvad han egentlig har at presse Løkke med?

»Det er lykkedes Kristian Jensen at fremstå som en blankpoleret skoledreng, som en masse Venstre-folk går og bagtaler. Men billedet er nok lidt mere nuanceret. Han er også en magtspiller, der arbejder for sig selv og på at overtage Venstre efter Løkke. Og det gør man ikke ved at sidde pænt ovre i hjørnet,« siger Jarl Cordua.

For en uge siden udkom portrætbogen ’LLR’, hvor det afdækkes, hvordan Kristian Jensen autoriserede sin partifælle Jens Rohdes benhårde angreb på Lars Løkke Rasmussen (V) forud for det historiske krisemøde i Venstres hovedbestyrelse 3. juni i år. Næstformanden spillede således et dobbeltspil, da han samtidig i medierne bakkede op om Løkke som formand.

Da afsløringen af Jensens dobbeltspil kom ud forrige fredag, sagde Lars Løkke Rasmussen, at »det ville være unaturligt, hvis ikke næstformanden havde formandsdrømme,« og dermed anerkendte han oplysningerne om Kristian Jensens aktive rolle i kupforsøget.

Et rent dødskys, som Børsens kommentator Helle Ib formulerede det.

Men interviewet til Fyens Stiftstidende er ikke noget direkte modsvar på oplysningerne i bogen. Politisk redaktør på avisen Elisabet Svane oplyser, at interviewet blev foretaget flere uger, inden bogens indhold blev offentliggjort. Det vil sige, at Kristian Jensen angiveligt kun kendte til rygter om bogens indhold, da han i interviewet tog afstand fra Lars Løkke.

Ifølge BTs oplysninger er Kristian Jensen dog efter udgivelsen blevet spurgt om, hvorvidt han havde nogle kommentarer til oplysningerne fra bogen, der kunne komme med i interviewet.

Det havde han ikke, og han havde ikke øvrige tilføjelser til artiklen.

Kristian Jensen siger direkte i interviewet, at han slet ikke har noget forhold til partiformanden.

»Tilbage i 2010, da jeg gik af som skatteminister og blev gruppeformand, kørte der historier om, at vi havde et dårligt forhold til hinanden. Var jeg blevet fyret som minister, eller var jeg ikke blevet fyret? Jeg tror, den bedste beskrivelse er, at vi havde ikke noget forhold til hinanden. Det var ikke godt, det var ikke skidt, og vi havde aldrig problemer med at arbejde sammen,« siger Kristian Jensen og tilføjer:

»Sådan er det, et stykke hen ad vejen, stadigvæk.«

Strategisk usmarte udtalelser


Venstre-kilder på Løkke-holdet undrer sig over udtalelserne om, at Kristian Jensen ikke har lyst til at drikke en øl med formanden.

Ligesom de undrede sig over udtalelser fra Kristian Jensen kort efter 3. juni, hvor næstformanden betroede Politiken, at han faktisk godt kunne have slået formanden.

En Løkke-støtte i Venstre er målløs over Jensens udmelding så tæt på et folketingsvalg.

»Set ud fra et strategisk synspunkt er det helt sort,« siger en anonym kilde i Venstre.

»Måske har han simpelthen ikke tænkt sig om,« lyder kommentaren fra en anden anonym Venstre-kilde.

Men meget har ændret sig siden 3. juni. F.eks. er en af Løkkes skarpeste kritikere, Birthe Rønn Hornbech, faldet helt ned og roser nu nærmest formanden.

Og det skyldes ifølge kilder, at Lars Løkke Rasmussen rent faktisk har forbedret sig.

Han er blevet mere nærværende over for gruppemedlemmerne, svarer på deres mail og virker interesseret i deres meninger. Det betyder også, at der er kommet lidt låg på kritikken.

En anden grund til, at der er kommet låg på en interne kritik af Venstre-formanden, er, at Venstre-folkene nu er helt sikre på, at valget bliver udskrevet kort efter nytår. Og så gælder det jo om ikke at save huller i sin egen båd, når valget skal vindes.

BT kontaktede i går både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, men begge afviste at kommentere sagen.

Sagen kort

13. maj: Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke har købt tøj for over 150.000 kr., og at Venstre betalte.
20. maj: Lars Løkke skal forklare sig for Venstres forretningsudvalg. Løkke rider stormen af, og efter mødet er der fuld opbakning til ham.
25. maj: Venstre får et katastrofalt valg til Europa-Parlamentet og mister et mandat. Om aftenen tager Løkke ansvaret for nederlaget.
3. juni: Efter flere dages massivt pres fra bagland, folketingsgruppe og medier har Løkke indkaldt til hovedbestyrelsesmøde, der skal afgøre, om han stadig skal være formand.
Ifølge portrætbogen ’LLR’ tager den næsten slagne formand kampen op og får Kristian Jensen til at opgive kampen.

 

Kristian Jensens stikpille

Venstres Kristian Jensen vil vise, at det ikke bare er af navn, han er næstformand. Derfor spiller han med musklerne i kampen om magten i Venstre.

Det mener flere politiske kommentatorer. Peter Mogensen, der er direktør i tænketanken Kraka, mener, at krigen er brudt ud i Venstre.

»Der er ikke nogen ro i Venstre. Partiet er i en fløjkrig, og det eneste, der holder ro i den krig, er meningsmålingerne, der er ved at gøre Lars Løkke til statsminister,« siger han.

Han forklarer, at portrætbogen ’LLR’, der udkom i sidste uge, viste en næstformand, der i egne rækker blev opfattet som en person, der havde solgt ud over for sine støtter.

»Han har et behov for at vise, at han ikke bare gav op i formandsopgøret, men at magtkampen fortsætter. Han vil vise sine støtter, at han er sej og cool, og kan klare sig selv,« siger Peter Mogensen.

En hård hund

Samme vurdering kommer fra politisk kommentator og radiovært på Radio24syv Jarl Cordua. Han mener, at Jensens angreb kan sammenlignes med Jens Rohdes udbrud.

»Det skubber lidt til den brede befolknings indtryk af, at Løkke er sådan en, man undgår. Ligesom da Jens Rohde sagde, at han ikke ville overlade nøglerne til sit sommerhus til Lars Løkke,« siger Jarl Cordua, der peger på, at angrebet på Lars Løkke formentlig ikke er kommet ud af den blå luft.

»Man må formode, at det er gennemtænkt, når han siger, at han ikke har lyst til at drikke en øl med Løkke. Og det bekræfter det billede i bogen (’LLR’, red.), at han er en hård hund,« siger Jarl Cordua.