Morten Messerschmidt har fået tidspunktet på sin skæbnestund.

Fredag eftermiddag klokken 15 vil retsformand Søren Holm Seerup efter planen afsige den længe ventede dom over den svindeltiltalte næstformand i Dansk Folkeparti.

Et foreløbigt punktum i den famøse Meld og Feld-sag, som i snart seks år har klæbet til Morten Messerschmidt som en ond skygge.

Onsdag var sidste afhøringsdag i sagen. En dag, hvor flere tidligere medlemmer af Meld, der har haft Messerschmidt som formand, blev hevet ind som vidner.

Det er ikke min underskrift

Igen var svarene de samme.

»Det er ikke min underskrift,« sagde den italienske politiker Antonio Gambetta Vianna, der blev medlem af Meld i 2014.

I retten fik han fremlagt to indmeldelsesblanketter til Meld. Den ene erkendte han at have skrevet under på. Den anden nægtede han at have set før.

»Jeg har ikke hørt navnet Morten Messerschmidt, før jeg blev indkaldt som vidne,« tilføjede det tidligere Meld-medlem.

Morten Messerschmidt og Dot Wessman ankommer til retten i Lyngby hvor straffesag mod Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt fortsætter mandag den 9. august 2021.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Morten Messerschmidt og Dot Wessman ankommer til retten i Lyngby hvor straffesag mod Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt fortsætter mandag den 9. august 2021.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Martin Sylvest

Hans forklaring er nogenlunde enslydende med de andre udenlandske vidner, som aflagde forklaring i tirsdags:

De kender ikke Messerschmidt, og flere kan ikke genkende deres underskrift på Meld-papirerne.

Mistanken er, de mange udenlandske medlemmer af Meld blot var proformamedlemskaber, så Messerschmidt som formand egenrådigt kunne kontrollere Meld og skaffe EU-midler til Dansk Folkeparti.

»Jeg har ikke sænket Meld en eneste tanke, siden jeg meldte mig ind,« sagde slovenske Karol Konarik, der også var vidne onsdag.

Han var også medlem af Meld fra 2014.

Sagens strid handler om, hvorvidt der reelt blev afholdt en Meld-konference om EU på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015. Det påstår Messerschmidt, selvom konferencen ikke foregik som et særskilt arrangement på sommergruppemødet.

De udenlandske Meld-medlemmer, der har været i retten, mener dog ikke, at de nogensinde blev inviteret med en konference i Skagen. Og ingen af de DFere, som har vidnet, har ment, at der var en Meld-konference.

Morten Messerschmidt har forholdt sig overraskende roligt i retten. Kun når anklageren har hakket lidt i sin oplæsning, har DF-næstformanden været hurtig til at rette selv de mindste oplæsningsfejl.

The Danish People's Party's deputy chairman Morten Messerschmidt arrives with his girlfriend Dot Wessman for the first hearing in court in Lyngby, Monday 2 August 2021. Morten Messerschmidt, the MP who serves as vice-chair of the Danish People's Party, goes on trial for fraud, forgery and misuse of EU funds. (Photo: Philip Davali / Ritzau Scanpix)
The Danish People's Party's deputy chairman Morten Messerschmidt arrives with his girlfriend Dot Wessman for the first hearing in court in Lyngby, Monday 2 August 2021. Morten Messerschmidt, the MP who serves as vice-chair of the Danish People's Party, goes on trial for fraud, forgery and misuse of EU funds. (Photo: Philip Davali / Ritzau Scanpix) Philip Davali

Men da Morten Messerschmidt onsdag skulle afhøres for sidste gang, fik han alligevel et spørgsmål, der kort bragte ham ud af kontrol.

Retsformanden spurgte ind til den faktura, som indeholdt de 98.835 kroner fra Meld til den påståede EU-konference.

På fakturaen stod, at der var 45 deltagere til konferencen, som var sammenfaldende med sommergruppemødet. Men reelt deltog 54 personer, som alle var DFere.

Hvem betalte for de sidste ni?

»Det ved jeg ikke. Jeg så ikke fakturaen. Det burde jeg nok have gjort,« svarede Messerschmidt.

Du så simpelthen aldrig fakturaen?

»Nej, den slags var noget, som sekretariatet tog sig af. Jeg var ikke nede i de underliggende bilag.«

Morten Messerschmidt er tiltalt for svindel med EU-midler og for dokumentfalsk. Fredag formiddag er der procedure i Retten i Lyngby, hvorefter retsformanden forventer at afsige dom i sagen klokken 15.