En mail sendt præcis 69 minutter inden Mette Frederiksens pressemøde om aflivning af mink afslører nye detaljer om statsministerens rolle i skandalen.

Mailen havde ét formål.

Det var en hasteopgave bestilt af Statsministeriet, som skulle løses inden pressemødet 4. november sidste år, hvor Mette Frederiksen gav ordren: »Alle mink skal aflives.«

En ordre, som sidenhen viste sig at være ulovlig, og som er grunden til, at Minkkommissionen torsdag begynder afhøringer af alle de ministre og embedsmænd, der er viklet ind i skandalen.

Nu afslører mailen, hvad Mette Frederiksen forventede at møde af kritik, kort tid før hun gav ordren på landsdækkende tv.

Statsministeren bestilte en såkaldt Q&A – question and answer – som ministre bestiller, når de vil forberede sig på kritiske spørgsmål før et pressemøde.

»Ønske fra Statsministeriet. Q&A på, at vi har taget for meget hensyn til erhvervet,« lød opgaven, som Fødevareministeriet blev beordret til at løse.

Det fremgår af en intern mail, som B.T. er kommet i besiddelse af, og som kan læses i bunden af artiklen.

De nye oplysninger fra mailen viser ifølge en række partier, at Mette Frederiksen gav efter for et politisk pres fra Enhedslisten og SF.

»Der var jo tid til at få en second opinion fra andre myndigheder, men på grund af det politiske pres fra Enhedslisten turde regeringen ikke vente,« siger formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl.

I ugerne op til pressemødet lagde Enhedslisten et stort pres på statsministeren. Støttepartiet krævede, at minkerhvervet skulle lukkes helt på grund af den stigende coronasmitte blandt dyrene.

Mette Frederiksen er siden pressemødet blevet hårdt kritiseret for at træffe en forhastet beslutning. For det første, fordi lovgrundlaget endnu ikke var på plads.

Efter Mette Frederiksen gav sin ulovlige odre gik landmænd ved Næstved i gang med at aflive deres mink. Først fire dage senere stod det klart, at ordren var ulovlig.
Efter Mette Frederiksen gav sin ulovlige odre gik landmænd ved Næstved i gang med at aflive deres mink. Først fire dage senere stod det klart, at ordren var ulovlig. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

For det andet, fordi hun brugte en ny mutation kaldet cluster-5 som hovedargument for at aflive alle mink. Ifølge Statens Serum Institut kunne mutationen udvikle sig til at være modstandsdygtig over for vacciner. Danmark kunne blive et nyt Wuhan, lød det.

Men både Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen affejede efterfølgende truslen fra cluster-5.

»Der er ikke tale om et muligt Wuhan-2-udbrud,« forsikrede Sundhedsstyrelsens deltager ved et møde i krisestaben National Operativ Stab. Det fremgår af et mødereferat, som B.T. fik aktindsigt i.

De nye oplysninger om hasteopgaven i mailen viser ifølge Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, at Mette Frederiksen handlede i panik for at beskytte sit såkaldte 'forsigtighedsprincip' i coronakrisen: Hellere tage et skridt for langt end et skridt for kort.

»Da hendes forsigtighedsprincip kom i fare, gik de i panik og tog en drastisk beslutning uden at have en lovhjemmel på plads. Det er en konsekvens af hendes ekstreme forsigtighedsprincip og hendes totale magtfuldkommenhed,« siger Vanopslagh.

Både han og Kristian Thulesen Dahl mener desuden, at hasteopgaven, der blev bestilt af Statsministeriet, peger på, at Mette Frederiksen var initiativtager og pennefører på den ulovlige ordre – ikke daværende fødevareminister Mogens Jensen.

»Der er ikke nogen ædru mennesker, der tror på, at det var Mogens Jensen, der tog den beslutning. Det her grundlovsbrud prøver hun at fedte af på ham,« siger Alex Vanopslagh.

Samme kritik lyder fra Venstre:

»Pilen peger jo direkte på Mette Frederiksen – det er hende, som traf beslutningen om den ulovlige ordre, og det er hende, som ville sikre, at hun fremstod godt i mediebilledet,« siger politisk ordfører Sophie Løhde.

B.T. har spurgt Mette Frederiksen, hvorfor hun kort før pressemødet ville forberede sig på kritik af, at hun havde taget for meget hensyn til erhvervet.

Svaret fra statsministeren er, at hun ikke vil svare på spørgsmål om emner, der skal behandles af Minkkommissionen.

Når kommissionen torsdag begynder sine afhøringer, er det helt centrale spørgsmål, hvornår Mette Frederiksen blev oplyst om, at hendes ordre var ulovlig – samt hvordan hun reagerede på oplysningen.

Hun skal som den sidste afhøres 9. december.

Se mailen med Statsministeriets ønske her. Foto: B.T.
Se mailen med Statsministeriets ønske her. Foto: B.T.
Vis mere