Borgmester på Læsø, Karsten Nielsen, stiller alligevel ikke op som borgmesterkandidat ved det kommende kommunalvalg.

Det oplyser bestyrelsen for Læsø Venstrevælgerforening i en pressemeddelelse lørdag, skriver Nordjyske.

»Af respekt for valgresultatet for Venstre ved det kommende kommunalvalg har Karsten Nielsen valgt at trække sig som spidskandidat. Tobias Birch Johansen stiller sig til rådighed som ny spidskandidat, og en enig bestyrelse stiller sig bag Tobias. Der redegøres yderligere for sagen på Venstres medlemsmøde på mandag,« hedder det.

Karsten Nielsen begrunder selv sin beslutning med den megen tumult om den nu tidligere kommunaldirektør i kommunen, Peter Peitras.

»Jeg trækker mig, fordi det er mig, der får skylden for hele sagen, og jeg kan ikke leve med, at Venstre ikke stiller med det stærkeste hold til kommunalvalget,« udtaler han og tilføjer, at han har mistet troen på, at han igen bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen på øen.

Peitras fratrådte sin stilling efter, at Nordjyske skrev om, hvordan kommunaldirektøren forsøgte at få lov at beholde et skur, der var opført ulovligt på hans sommerhusgrund.

Både Nordjyske og B.T. har siden beskrevet hele forløbet omkring ansættelsen af Peter Pietras.

Tilbage i 2015 blev han fyret som direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, fordi der – som det fremgik af en ekstern redegørelse – var sket planlagt og systematisk lovbrud, da man under Pietras' ledelse lukkede børnesager for at spare penge.

Alligevel tog direktøren – til manges store forargelse – 4,5 millioner kommunale kroner med sig ud ad døren, da han var ansat på en såkaldt åremålskontrakt.

I 2018 dukkede han så op som øverste embedsmand i Læsø Kommune, hvor den uheldige byggesag hurtigt gav ham problemer.

Det vakte også undren, at den fyrede kommunaldirektør blev fundet egnet til endnu et kommunalt topjob trods den belastende børnesag.

I begyndelsen forsvarede borgmesteren både sin kommunaldirektør og ansættelsen af ham, da B.T. ringede for at få en forklaring.

Borgmesteren var nemlig en del af et enigt ansættelsesudvalg, der tilbød ham jobbet som kommunaldirektør.

Hvad tænkte I dengang om den sag, der havde været i Odense, hvor Peter Pietras blev fyret?

»Vi var fuldt bekendt med den, og vi var også bekendt med, at han havde fået en rekordstor erstatning for uretmæssig fyring,« lød svaret fra borgmesteren i første omgang.

Det viste sig dog senere, at borgmesteren havde misforstået det med den uberettigede fyring.

»Jamen med det vi vidste, var der ikke nogen af os, der følte mistillid til Peter Pietras. Vi havde jo alle googlet og så videre, så vi havde jo læst om ham,« siger Karsten Nielsen.

Men med det, du ved i dag, er der så noget, du havde gjort anderledes?

»Nej, det er der ikke. Jeg har tillid til ham (Peter Pietras, red.),« sagde Karsten Nielsen dengang.

Borgmesteren mener stadig ikke, at kommunaldirektøren har gjort noget ulovligt, men stiller sig derimod tvivlende over for mediernes fremstilling af sagen.

Alligevel er sagen nu så belastende for ham, at han snart kan blive fortid i kommunalpolitik.

Karsten Nielsen skrev danmarkshistorie, da han i 2015 sikrede Dansk Folkeparti den første borgmesterpost. I sommer meldte han sig dog ud af partiet og blev Venstre-mand i stedet.