Et lig på et trappetrin.

Det var, hvad politiet i Mount Vernon ankom til tirsdag morgen, efter de fik en anmeldelse omkring klokken 07.00.

Her fandt de nemlig liget af den 24-årige Alexandria Castano.

Dagen forinden var kvinden blevet efterlyst af sin familie, idet hun forlod familiens adresse, hvorefter de ikke kunne komme i kontakt med hende. Det skriver Independent.

Det sidste familien hørte fra den 24-årige Alexandria Castano, var en sms, som hun sendte til sin mor, Lucia Casano, mandag aften, og her stod der, at hun var hjemme inden for en halv time.

Problemet var bare, at hun aldrig kom hjem.

Men i tirsdags blev datteren så fundet død foran hoveddøren til familiens hjem af politiet. Men hvad der er sket med hende, og hvorfor, vides ikke.

Alexandria Castano forlod sit hjem brat mandag aften.
Alexandria Castano forlod sit hjem brat mandag aften. Gerardo Castano / Facebook

Familien er derfor i øjeblikket desperate efter svar om det mystiske dødsfald. Det fortæller Alexandrias søster Cristina Benitez til News 12.

»Nogen har gjort noget ved hende, jeg ved det. Jeg vil bare gerne vide, hvad der er sket med min søster,« sagde hun.

Kort tid efter at liget af den 24-årige blev fundet, foretog Westchester County Medical Office en obduktion, og her fandt de ingen tegn på overfald eller traumer.

Shawn Patterson Howard, som er borgmester i Mount Vernon, har dog fastslået, at der nu vil blive udført nogle toksikologiske analyser i håb om, at der kan blive fastslået en dødsårsag.