Det var ulovligt, da den konservative borgmester i Sorø, Gert Jørgensen, delte koncertbilletter inklusive middage ud til familie og venner til ansatte i byrådssekretariatet.

Det fremgår af en juridisk vurdering, som Sorø Kommune har sendt til Ankestyrelsen.

»Administrationen vurderer umiddelbart ikke, at kommunen har haft hjemmel til at stille billetter til rådighed for de ansattes familier og venner, da kommunen efter tilsynspraksis på området ikke må give personalegoder til andre end kommunens egne ansatte,« skriver Sorø Kommune. 

Netop koncertbilletterne er den direkte årsag til, at Ankestyrelsen for en måned siden valgte at gå ind i sagen om Gert Jørgensens særlige borgmesterkonto.

B.T. kunne dengang fortælle, at borgmesteren og en række topfolk i kommunen og deres ledsagere havde fået billetter til blandt andet Kurt Ravn- og Lene Siel-koncerter for 33.198 kroner betalt af kommunen. 

Flere sager har siden martret bykongen. Herunder Gert Jørgensens tilskud på 17.180 kroner til partifællen Peter Nygaards brandmandsfester i en personaleforening, ligesom borgmesteren var inhabil, da han donerede 5.000 kroner til en forening, hvor han selv sidder som kasserer.

Pengene, som Gert Jørgensen har delt ud af, kommer fra hans særlige borgmesterkonto. Siden 2014 har han delt 142.000 kroner ud i form af gaver, sponsorater og tilskud til lokale foreninger. Kontoen er ifølge eksperter ulovlig.

I sagen om koncertbilletterne har blandt andre professor i forvaltningsret Sten Bønsing slået fast, at der er tale om en privat udgift, som borgmesteren og hans ansatte selv må betale. Men Sorø Kommune ser det som et personalegode, som delvis kan retfærdiggøres, fremgår det af Sorø Kommunes juridiske vurdering til Ankestyrelsen, der var færdig onsdag i denne uge.

Borgmester i Sorø Gert Jørgensen har i en årrække haft adgang til en særlig borgmesterkonto.
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen har i en årrække haft adgang til en særlig borgmesterkonto. Foto: Billede fra video: Anthon Unger
Vis mere

»Det er ikke usædvanligt at stille billetter til forskellige sociale og kulturelle aktiviteter til rådighed for de ansatte,« skriver Sorø Kommune blandt andet i den juridiske vurdering til Ankestyrelsen.

Men: Kommunen erkender samtidig, at billetterne er problematiske, fordi de er givet til en snæver kreds af medarbejdere i borgmestersekretariatet for 'en særlig indsats'. Hvem vides ikke, for kommunen har ikke registreret det.

»Det har imidlertid ikke været muligt at få belyst nærmere, hvori denne særlige indsats bestod og dermed den nærmere baggrund for udvælgelsen af netop denne personalegruppe som modtager af personalegodet. Der er med andre ord ikke dokumentation for, at der er foretaget en tilstrækkelig saglig afgrænsning af, hvilke medarbejdere der skulle tilbydes billetterne,« skriver kommunen.

B.T. har tidligere fået oplyst, at billetterne blev delt ud til borgmesteren selv, kommunaldirektøren, vicekommunaldirektøren og andre ansatte i kommunens byrådssekretariat samt deres ledsagere.

»Det er en kæmpe rodebutik, hvor borgmesteren tilsyneladende bare har kunnet dele billetter ud, men vi aner ikke til hvem, og hvorfor de ansatte har skullet have belønning for en særlig indsats,« siger Enhedslistens medlem af Sorø Kommunalbestyrelse, Bo Mouritzen, og fortsætter: 

»Det lader til, at det er en fast kerne af medarbejdere tæt på borgmesteren, der har fået koncertbilletterne. Det har ikke været børnehavelederen, og deri ligger det problematiske. Det har ikke været et generelt personalegode. Det er til dem, der har været tæt på borgmesteren,« siger han.

Gert Jørgensen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.