Hvis det radikale folketingsmedlem Ida Auken bliver smidt ud af partiet – eller bliver marginaliseret – så følger en af hendes partikolleger med hende.
Det afslører Jens Rohde i et længere opslag på Facebook, hvor han stiller spørgsmålet: 'Hvad nu, hvis hun har ret?'
'De fejl, vi som parti har begået, kan vi kun rette op på sammen. Derfor siger jeg også hundrede procent ærligt, at hvis man smider Ida Auken ud eller marginaliserer hende, så gør man det samme med mig. INGEN skal stå alene på perronen, fordi de ikke holdt kæft,' skriver han i opslaget (som du kan læse i fuld længde nederst i artiklen) og fortsætter:
'Dette 'løfte' kan jeg godt se, kan blive en stor fristelse for nogle. Men se det i stedet som en opfordring til, at alle tænker sig om, inden man kører raid mod Ida Auken. Det Radikale Venstre har ikke brug for færre, men flere kræfter. Og stil endnu en gang spørgsmålet til jer selv: 'Hvad nu, hvis Ida Auken har ret?'
Hele sagen udspringer af et opslag, som Ida Auken onsdag skrev på sin Facebook-profil.
I opslaget beskyldte hun partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, for igennem flere år at dække over den detroniserede Morten Østergaards krænkelser af kvinder i partiet.
Det rasede Sofie Carsten Nielsen efterfølgende over og kaldte for 'falske påstande'.
Hun anklagede i stedet Ida Auken for partiskadelig virksomhed.
I sit opslag skriver partikollegaen Jens Rohde torsdag morgen, at han er 'forstemt og i særlig grad bekymret' over, at 'alle nu skyder budbringeren' – i dette tilfælde Ida Auken:
'Og det ofte med ord, der er hentet fra en åndelig septiktank. Budskabet er klart: Hun tager fejl. Hun er illoyal. Vi er rasende. Hun kunne gøre tingene anderledes. Hun vil bare have en anden formand. Hun burde faktisk smides ud. Vi kommer hele vejen rundt. Men hvad gør alle folk, der nu kaster sig over budbringeren, hvis Ida Auken har ret?' skriver han og fortsætter:
'Hvis nu det rent faktisk ikke handler om politik og magtkamp? Hvad nu hvis Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen rent faktisk HAR talt om et upassende formandsmønster med hænder de forkerte steder flere gange?'
Videre spørger han, om det i så fald er rimeligt at fælde dom over Auken, fordi 'man har VEDTAGET, at hun ikke taler sandt eller blot vil en magtkamp, som nogle skriver.'
Jens Rohde slår fast, at det ikke tilkommer ham at finde ud af 'hvem, hvad og hvornår'.
'Men der er jo netop gjort meget ud af at tale om bekæmpelse af mønstre og kultur. Og hvis nu Ida Auken rent faktisk er kommet til ledelsen, og hun har talt med en eller flere om dette mønster hos Morten Østergaard, måske sågar egne oplevelser? I så fald er den rette medicin ikke at udskamme hende – hverken af hensyn til sagen eller henset til partiets ve og vel,' skriver han.
Samtidig skriver han, at han ikke ved, hvad sandheden i sagen er:
'Men Det Radikale Venstre er nødt til at søge den, fordi den er forudsætningen for at komme videre. Og man må acceptere – endda tilskynde – en høj grad af transparens i processen, fordi der HAR været fortielser og forsøgt udlagt røgslør, som da vi mødte op til gruppemødet i Den Sorte Diamant (hvorefter Østergaard trak sig som politisk leder, red.) og der lå et oplæg til en ny adfærdspolitik i RV, som det tydeligvis var, hvad ledelsen ønskede, vi skulle tage stilling til, og ikke det, som udspandt sig senere og i dag er historie. Åbenhed, forståelse og en god portion barmhjertighed ville klæde os alle,' skriver han.
I slutningen af sit opslag skriver Jens Rohde, at han ikke ønsker at stille op til interview om det, han har skrevet.