I et opslag på Facebook fortæller Jens Rohde, at hvis hans partikollega i Det Radikale Venstre Ida Auken bliver smidt ud af partiet eller marginaliseret, så følger han med.

En udmelding, der skubber partiet endnu tættere på en sprængning, mener politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup.

»Det lugter mere og mere af noget, hvor nogle må forlade partiet, og så er vi snublende tæt på en sprængning,« siger Qvortrup og fortsætter.

»Vi får beseglet, hvordan fraktionerne ser ud i partiet. Det er tydeligt, at Ida Auken og Jens Rohde er på samme hold. Et hold, som Martin Lidegaard formentlig også er på. Det, jeg faktisk ser mest frem til lige nu, er at se, hvornår Lidegaard åbner munden, og hvad han har at sige, når han gør det. Hvis han også støtter Ida Auken, så har vi for alvor sprængningstendenser.«

På den anden side står partileder Sofie Carsten Nielsen, og det er en enormt frustrerende situation for hende, at Jens Rohde nu også åbner munden.

»Det, der er så forbandet for Sofie Carsten Nielsen, er, at udviklingen kommer drypvis. Hver dag sin festforestilling. Det bliver ved. Der kommer hele tiden nye ting og nye, der skriver. Men bare vent, til Lidegaard siger noget,« siger Henrik Qvortrup.

Han har svært ved at forestille sig, at der bliver en hverdag i Det Radikale Venstre, hvor man både ser Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen.

»Det ville blive dysfunktionelt. Det er svært at forestille sig, at de to kan sidde i rum sammen efter alt det her.«

Hele sagen udspringer af et opslag, som Ida Auken onsdag skrev på sin Facebook-profil.

I opslaget beskyldte hun partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, for igennem flere år at dække over den detroniserede Morten Østergaards krænkelser af kvinder i partiet.

Det rasede Sofie Carsten Nielsen efterfølgende over og kaldte for 'falske påstande'.

Hun anklagede i stedet Ida Auken for partiskadelig virksomhed.