Endelig fortæller Inger Støjberg, hvorfor hun besluttede at sige nej til at stille op som ny formand for Dansk Folkeparti.

Den tidligere Venstre-profil og integrationsminister var ellers nævnt af mange som det stærkeste bud på ny formand, da DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl, efter et rigtig dårligt kommunalvalg i november meldte sin afgang.

Ja, den nuværende favorit til formandskabet Morten Messerschmidt sagde endda, at han ville trække sig som kandidat, hvis Inger Støjberg ville være formand.

Men så ramte hammeren, Inger Støjberg.

Inger Støjberg var tilstede i Folketingssalen, da der skulle stemmes om, hvorvidt hun er værdig til at sidde i Folketinget efter rigsretsdommen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Inger Støjberg var tilstede i Folketingssalen, da der skulle stemmes om, hvorvidt hun er værdig til at sidde i Folketinget efter rigsretsdommen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

13. december dømte Rigsretten Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel for at have brudt ministeransvarsloven i sagen om adskillelse af asylpar i 2016.

Og derfor besluttede Folketinget lige før jul, at hun ikke længere er værdig til at være på Christiansborg.

7. januar udløb fristen for at melde sig som formandskandidat i partiet, og Inger Støjberg skrev da på sms til flere medier, at hun valgte ikke at stille op som DF-formand.

Mere end på sms'er har Inger Støjberg ikke udtalt sig om sit fravalg. Lige indtil mandag aften.

Her svarede Inger Støjberg for første gang i år på spørgsmål i seancen 'digital træffetid' på inger.dk og på sin Facebook-profil.

Efter cirka 17 minutter konstaterede en person, der havde ringet til Inger Støjberg, at mange jo havde regnet med, hun stillede op som formand for Dansk Folkeparti.

»Vi kan godt tage det nu, for der er sikkert også nogen andre, der vil spørge ind til det,« svarede Inger Støjberg, der virkede til at have forberedt sig på spørgsmålet.

»Jeg synes selv, at det vil være helt forkert at stille op som formand i et parti, man ikke har været med i. Jeg har det grundlæggende sådan, at hvis man stiller op som formand i et parti, så skal man mindst have slidt to biler op på landevejene ude i baglandet, og det kan jeg jo selvsagt ikke leve op til,« sagde Inger Støjberg og tilføjede:

»Jeg har jo ikke været medlem af partiet og er i øvrigt ikke medlem, så det ville ikke være rigtigt, synes jeg.«

Så det er altså årsagen til, at formandskampen står mellem Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, når de delegerede DFere skal til stemmeurnerne på søndag i Herning.

Det har også været fremme, at Dansk Folkeparti havde tilbudt arbejde til Inger Støjberg.

Men meldingen fra partisekretær Steen Thomsen har hidtil været, at hun havde ikke havde svaret på tilbuddet.

Det gjorde hun dog også mandag aften i 'digital træffetid'.

»Dansk Folkeparti har også tilbudt mig at blive ansat, men det synes jeg heller ikke ville være rigtigt. Ikke i den situation, som vi er i,« sagde Inger Støjberg.

Så det blev altså også et nej til Dansk Folkeparti fra Inger Støjberg.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg selv til hendes beslutninger.

»Jeg har ikke yderligere at tilføje, men det er jo naturligvis et krav, at det står klart, at du citerer fra inger.dk,« siger Inger Støjberg til B.T.

Hvorfor vil du egentligt ikke svare på spørgsmål fra pressen om, at du har valgt ikke at stille op som formand i DF denne gang, når du svarer om det på inger.dk?

»Du er jo altså hjerteligt velkommen til at citere fra inger.dk, hvis du skriver, hvor du har det fra. Svaret vil være præcis det samme, hvis jeg stillede op til et interview, så jeg har ikke yderligere at tilføje,« svarer hun.