Et større Twitter-slagsmål brød forleden ud mellem De Konservatives Rasmus Jarlov og Socialdemokratiets politiske ordfører, Jeppe Bruus.

Jarlov tweetede, at en elev i 8. klasse på Kongevejens Skole havde spurgt ham, hvorfor det egentlig er så vigtigt at diskutere, om Mette Frederiksen vidste, det var ulovligt at aflive mink til at starte med, når hun fortsatte med den ulovlige aflivning, selvom hun havde fået besked om lovhjemmelen.

Jarlov måtte blive svar skyldig. Men Jeppe Bruus så rødt og tweetede, om 'en løgn bliver sand af at blive gentaget?'

B.T. har ringet for at spørge Jeppe Bruus, hvad der er løgn ved Jarlovs påstand om, at det var ulovligt, når man fortsatte med aflivningerne.

Jeppe Bruus er havnet i Twitter-slagsmål med Rasmus Jarlov. Her har givet udtryk for, at det er løgn at påstå, at det var ulovligt at fortsætte aflivningen af mink uden for smittezonerne, da regeringen havde opdaget, at der manglede hjemmel.
Jeppe Bruus er havnet i Twitter-slagsmål med Rasmus Jarlov. Her har givet udtryk for, at det er løgn at påstå, at det var ulovligt at fortsætte aflivningen af mink uden for smittezonerne, da regeringen havde opdaget, at der manglede hjemmel. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er løgn, fordi Jarlov siger, man ulovligt fortsatte med aflivninger i 14 dage. Mit indtryk er, at han henviser til, at man stiller en tempobonus i udsigt, uden at der er hjemmel til det,« siger Jeppe Bruus og fortsætter:

»Når det er løgn, så er det, fordi man (regeringen) får at vide i løbet i weekenden, at der mangler hjemmel. I det brev, som kommer ud til avlerne. Om tirsdagen …

Men aflivningerne fortsætter i to døgn. Det er vel ulovligt?

»Nej, så er det noget andet, som du spørger om. Jarlovs påstand er, at det fortsætter i 14 dage.«

Jarlov og Bruus i Twitter-slagsmål.
Jarlov og Bruus i Twitter-slagsmål.
Vis mere

Nu spørger jeg kun ind til det konkrete, som Jarlov skriver her. Ikke noget med 14 dage?

»Det, jeg svarer på i den Twitter-fejde, som jeg har med ham, det er Jarlovs påstand om, at vi fortsætter ulovligt i 14 dage, indtil den politiske aftale er indgået i december,« siger Jeppe Bruus og fortsætter:

»Det er løgnagtigt, fordi man i brevet af 10. november 2020 til avlerne gør klart opmærksom på, at man burde have sagt, at der ikke var hjemmel til at slå ned i zone 3, og at man arbejder på at skaffe hjemmel, og at der skal være hjemmel til at udbetale de besluttede tempobonusser.«

»Det er ikke ulovligt at sige, at der er truffet en politisk beslutning om at udbetale tempobonusser, og muligvis dermed påvirke nogens adfærd,« siger Jeppe Bruus.

Rasmus Jarlov, De Konservative.
Rasmus Jarlov, De Konservative. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men der er to dage, hvor man fortsætter aflivningen, efter regeringen ved besked om den manglende hjemmel? Er det ikke ulovligt?

»Man kunne godt have ønsket sig, at det brev kom ud til de minkavlere hurtigere. Som jeg forstår det, så er der nogle forskellige forklaringer til det. Det ændrer bare ikke ved, at Jarlov mener, man fortsætter det her i flere uger.«

Det kan jeg jo spørge Rasmus Jarlov om. Men der er de to døgn her. Mette Frederiksen får at vide 8. november, at der ikke er hjemmel. Men minkavlerne informeres først to døgn efter. I den periode fortsætter aflivningerne. I de to døgn foregår der vel en ulovlig aflivning?

»Jeg tror jo også, at Mogens Jensen havde ønsket sig, at det gik hurtigere. Det har han jo også sagt …«

Men er det ikke ulovligt?

»Det kommer vel an på, hvad det er. Der er jo ikke nogen myndigheder, som har været ude at slå mink ned. Det er en anden ting, som Jarlov påstår. Man får indtryk af, at myndighederne har været ude at slå mink ned i zone 3 …«

Regeringen siger til avlerne, at de skal, og nu har de fået en ordre om at slå minkene ned. Det er jo under en trussel om, at myndighederne kommer og gør det?

»Ja, der mangler lovhjemmel. Det er det, som man melder ud i pressen om søndagen. Det siger man til Folketingets partier. Det retter man op på. Derfor har vi beklaget den fejl.«

Men så fortsætter aflivningerne i de to døgn. For de to døgn, så er Jarlovs pointe om, at det er ulovligt, vel sand?

»Ja, det kunne have gået hurtigere fra, at det går op for systemet og ministeren om lørdagen, til det brev kommer ud om tirsdagen. Det har alle jo erkendt. Det ændrer ikke ved, at Jarlovs påstand er, at det fortsætter i to uger. Det er det, som jeg svarer på i det tweet.«

Men for de to dage, så havde Jarlovs påstand været god nok?

»Jeg svarer på den påstand, som Jarlov har fremsat flere steder, om at det her fortsætter i flere uger. Det mener jeg er direkte forkert. Du kan selv læse brevet til minkavlerne fra 10. november, hvor det klart fremgår, at man arbejder på at få den nødvendige hjemmel.«

I brevet fra 10. november omtaler man tempobonussen. Den var der ikke hjemmel for. Hvorfor var det så lovligt?

»Det at træffe en politisk beslutning om at udbetale en tempobonus til nogen og stille dem det i udsigt, det er i sig selv ikke ulovligt. Det er klart, at ender man så med ikke at have flertal for det, så har man et problem. Derfor gør regeringen jo også opmærksom på, at det arbejder man på,« siger Jeppe Bruus og fortsætter:

»Der var jo et flertal for tempobonussen på det tidspunkt. Det er jo netop det beklagelige i den her sag. Havde man vidst det tidligere (at der manglede lovhjemmel), så havde man bare sagt det,« siger Jeppe Bruus.

Rasmus Jarlov har på flere gange skrevet, at minkene blev aflivet ulovligt i perioden 4.-18. november 2020. Han har dog ikke givet udtryk for det i det aktuelle Twitter-opslag.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Jarlov, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.