Det har været genstand for heftig debat i en relativt afgrænset periode hvert år. Nu reagerer regeringen.
Det skal nemlig ikke længere være lovligt at affyre fyrværkeri på andre dage end nytårsaften.
Ændringen er en del af det lovprogram, som statsminister Mette Frederiksen og SVM-regeringen tirsdag fremlagde i forbindelse med Folketingets åbning.
Omkring det seneste nytår opstod der igen debat i medierne omkring affyringen af fyrværkeri i forbindelse med nytåret.
Blandt andet kunne B.T. i flere artikler beskrive, hvordan forskellige danskere oplevede problemer – både for dyr og for mennesker.
Og nu skrider regeringen så ind med ny lovgivning på området.
Det sker, forklarer erhvervsminister Morten Bødskov (S), for at komme flere grupper til undsætning.
»Det handler om, at vi skal huske på, at selv om nytåret er en festlig lejlighed, så er der også dem, der ikke synes, at bulder og brag er den bedste oplevelse. Dem skal vi tænke på,« siger Morten Bødskov til B.T.
»Vi skal tænke på vores kæledyr, vores hunde og katte, og så skal vi ikke mindst tænke på vores veteraner, som har været udsat for forfærdelige oplevelser.«
»De meldinger, som jeg selv fik, da jeg var forsvarsminister, de gik i nogle tilfælde på, at nytåret var en svær periode at komme igennem på grund af fyrværkeriet,« siger Morten Bødskov desuden.
Hvis regeringens forslag bliver til lov, vil det blive forbudt for private at affyre fyrværkeri på alle andre dage end 31. december og 1. januar.
Hidtil har det været tilladt at skyde fyrværkeri af fra og med den 27. december.
Morten Bødskov forklarer, at lovforslaget vil blive fremsat i februar, og han håber på opbakning fra øvrige partier.
Han forventer desuden, at lovforslaget vil blive vedtaget inden sommerferien 2024, hvorefter det kan træde i kraft fra nytårsaften i 2024.
Og der er tilsyneladende stor opbakning til Morten Bødskovs forslag i den danske befolkning.
I hvert fald svarede cirka tre ud af fire af i alt 1.137 adspurgte i en YouGov-undersøgelse foretaget for B.T. i januar i år, at perioden enten skulle begrænses til netop det, som regeringen nu foreslår – eller at det slet og ret skulle gøres forbudt for private at affyre fyrværkeri på alle årets dage.
Men er det ikke et voldsomt indgreb i folks frihed at forbyde dem at fyre fyrværkeri af?
»Vi har jo lovgivning på området i dag. Det er ikke sådan, at der bare er frie affyringsramper i lokalsamfundene,« siger Morten Bødskov.
»Men nu kommer man til at måtte vente til den 31. december, og det er der, langt hovedparten bliver skudt af,« tilføjer han.
Men er det virkelig så stort et problem, når det meste alligevel i forvejen bliver skudt af 31.12?
»Det er et problem. Det er et problem, som vi har diskuteret, og jeg synes, at det er den rigtige balance at man giver mulighed for stadig at festligholde nytåret med fyrværkeri som hidtil,« siger Morten Bødskov.
»Men i dagene op til, hvor der er nogle, der ikke synes, at al den bulder og brag er til at holde ud, og hvor det skaber nervøsitet og giver flashbacks, der har vi et ansvar for at begrænse det,« understreger Morten Bødskov.
Gør I det ikke bare sværere og sværere at drive forretning på området?
»Branchen må fortsat sælge fyrværkeriet i den samme periode, som det er tilladt i dag,« siger Morten Bødskov.
»Igen er det en balance, for det skal stadig være muligt at holde fest med fyrværkeri nytårsaften, og de skal stadig kunne sælge det. Men vi har også et ansvar overfor dem, der ikke synes, at det er en del af en fest,« understreger han.