»Som PTSD-ramt, der har været soldat, så har jeg haft med krudt og kugler at gøre. Det har sat nogle spor i mig.«

Sådan fortæller Jan, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, i en video fra Veterancenteret.

Jan har flere gange tilbragt nytårsaften langt ude i skoven sammen med sin hund. Her kan han ikke høre de høje brag, der kan være svært for ham at håndtere.

Han forklarer, at lyden af fyrværkeri giver ham flashback, som han ikke selv kan styre.

»Det går ind i nervesystemet,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan slet ikke have, når man skyder uden for perioderne. Jeg bliver sur, gal og ked af det.«

Han håber, at folk stopper med at skyde fyrværkeri af, når det er uden for den periode, det må gøres i, fra 27. december til og med 1. januar.

Det samme opfordrer Veterancenteret til på deres hjemmeside og Facebook-side.

B.T. har talt med Veterancenteret, der forklarer, at de ikke er gået ind i debatten om, hvorvidt den tilladte periode skal gøres kortere.

De håber bare, at man vil respektere de regler, der er.

»For veteraner med posttraumatisk stresslidelse (PTSD, red.), kan en nytårsaften med fyrværkeri og høje brag være en ubehagelig oplevelse, der ripper op i traumatiske oplevelser fra fortiden og sætter sig i kroppen,« lyder det.