To gymnasier i Aarhus kommer næste år til at stå helt uden nye elever. Et flertal i Folketinget har besluttet at stoppe optagelsen til 1. g på seks gymnasier landet over.

Det sker som et tiltag for at gøre op med, hvad partierne kalder for en skæv elevfordeling på 'såkaldte indvandrergymnasier'.

I Aarhus er det Viby Gymnasium og Aarhus Gymnasium i Tilst, der bliver ramt af den nye beslutning. Det skriver TV 2.

»Der har i en årrække været behov for at gøre noget ved elevsammensætningen på flere gymnasier, og der har været brug for et nyt optagelsessystem. Det giver vi dem nu,« siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til TV 2.

Aftalen skal være med til at sikre en mere mangfoldig elevsammensætning på gymnasierne, der lige nu får færre og færre ansøgere.

Ministeren forventer, at når den nye aftale træder i kraft, vil gymnasierne igen blive valgt til. Selvom gymnasierne lige nu får penge for hver elev, der er indskrevet, så er det med aftalen sikret, at gymnasierne ikke bliver ramt på økonomien.

Ifølge TV 2 er det besluttet, at de pågældende institutioner får del i en særpulje på 139,3 millioner kroner, og vil desuden kompenseres for eventuelle udfordringer ved at mangle en hel årgang.

De gymnasier, der ligger i nærheden af de berørte gymnasier, vil også få ekstra penge. De skal nemlig optage de elever, der ville have søgt ind på de gymnasier, der nu er lukket for optag.

Udover Socialdemokratiet er Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne alle en del af aftalen.