»Din chef kontaktede mig i går, men jeg glemmer dig ikke, før jeg har mine rettigheder.«

Sådan lød en truende besked i en sms, som en jobkonsulent ved jobcenteret i Aarhus modtog i 2018, efter at være blevet chikaneret i en længere periode af en 34-årig mandlig klient.

Af anklageskriftet, som B.T. Aarhus har fået aktindsigt i, fremgår det blandt andet, at den 34-årige cirka tre uger tidligere skulle have overfaldet ham med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltalte, idet han havde sendt en sms til hans arbejdstelefon med teksten:

»Hej. Dårligt år for dig og din familie. Jeg ønsker dig et år 'full of fuck', fordi du er et 'asshole animal'.« Alt sammen skrevet på engelsk.

Derudover skal den 34-årige have ringet intet mindre end 40 gange til hans private telefon på bare tre dage og dermed krænket hans privatliv.

Derfor havde en afdelingsleder fra Aarhus Kommune dagen forinden sms'en taget kontakt til den 34-årige og bedt ham om at stoppe med at kontakte jobkonsulenten.

Men det havde den 34-årige ikke planer om, da han ikke mente, at han havde fået sine 'rettigheder' opfyldt endnu.

Opkaldene fortsatte derfor, og den 34-årige blandede også jobkonsulentens kone ind i det, idet han sendte hende en venneanmodning. Tidligere havde han også kommenteret på et opslag på hendes Facebook-side.

Chikanen endte derfor med at vare mere end to måneder, hvoraf meget skete sent om aftenen.

Ifølge anklageskriftet skete det fra 29. december 2017 frem til 10. februar 2018.

Onsdag skal sagen for retten i Aarhus. Det er uvist, hvorfor det først sker nu.

B.T. Aarhus forsøger derfor at få en kommentar for anklagemyndigheden, som har nedlagt påstand om udvisning med et indrejseforbud, som skal være gældende i fire år.