»Man kan ikke være et stort parti uden at ville have overborgmesterposten. Selvfølgelig vil vi have den.«

Sådan lyder det fra Enhedslistens overborgmesterkandidat ved det kommende kommunalvalg, Line Barfod, efter partiet i en ny måling står til at blive det største i Københavns Kommune.

Mens Socialdemokratiet i målingen får 20,6 procent af stemmerne, overhaler Enhedslisten i København for første gang nogensinde Socialdemokratiet og sætter sig på 22,4 procent af stemmerne.

Det fremgår af en måling, som Epinion har lavet for Altinget.

Socialdemokratiet har traditionelt været det største parti i København, og med kun en enkelt undtagelse har en socialdemokrat båret borgmesterkæden om halsen siden 1938.

Men nu kan overborgmestersædet smuldre under Socialdemokratiet.

B.T. har spurgt Enhedslistens allierede i Borgerrepræsentationen, om de vil støtte op om et potentielt tronskifte, hvis målingen holder, og Enhedslisten bliver det største parti.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet i København, og hos Alternativet vil de på nuværende tidspunkt ikke pege på nogen bestemt kandidat til posten.

SF peger »i udgangspunktet på det største parti i rød blok,« fortæller Klaus Mygind, der er partiets gruppeformand, mens Radikale Venstre er klare i mælet:

»At overborgmesterkæden skal lande omkring halsen på Enhedslisten, har jeg imidlertid svært ved at forestille mig,« siger Christopher Røhl Andersen, gruppeformand for Radikale Venstre i København.

Line Barfod er da også klar over, at hun skal gøre sit for at overbevise sine kollegaer i Borgerrepræsentationen om, at hun – hvis meningsmålingerne holder – skal indtage den mest magtfulde post i København.

Med et ønske om at sætte en 'ny retning' for hovedstaden med større fokus på 'grøn omstilling', 'billige boliger' og 'varme hænder nok', mener hun ikke, at det er usandsynligt, at SF og Alternativet vil lægge stemmer til et Enhedslisten-drevet København.

Om Socialdemokratiet vil fralægge sig overborgmestertitlen er mere usikkert.

»Det er ikke er nok at være det største parti, så det er de andre partier og især Socialdemokratiet, der kommer til at afgøre det, hvis meningsmålingerne holder. Men jeg vil ikke begive mig ud i noget med at sælge skindet, før det er skudt,« lyder det.

Alligevel understreger hun, at traditionen i kommunen er, at det største parti løber med overborgmesterposten.

»Sådan har det været i mange, mange år. Vi har peget på Socialdemokratiet alle gange, hvor de har været det største parti. Så jeg synes da, at det mest oplagte ville være, at det også gik den anden vej,« siger Line Barfod.