Enhedslisten kan for første gang nogensinde være på vej til at blive større end Socialdemokratiet på Københavns Rådhus. Det viser en måling, som Epinion har foretaget for Altinget.

I målingen svarer 22,4 procent af i alt 1.024 adspurgte, at de vil stemme på Enhedslisten, hvis der var valg i morgen.

Omvendt står Socialdemokratiet til 20,6 procent af de københavnske stemmer.

Dermed kan kommunalvalget til november gøre en ende på en over 100 år lang periode, hvor socialdemokraterne både har haft titlen som hovedstadens største parti, og nøglerne til overborgmesterkontoret.

Professor og valgforsker Kasper Møller Hansen mener, at målingen 'bør få alvoren til at gå op for Socialdemokratiet'.

»Socialdemokratiets fordel er, at de er et stærkt kampagneparti, der kan rulle en professionel og effektiv valgmaskine ud, som ingen af de andre partier i København kan matche,« siger Kasper Møller Hansen til Altinget.

Med 20,8 procent til Socialdemokratiet i den nye måling står partiet til at miste 7,0 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2017.
Omvendt står Enhedslisten til en fremgang på godt 4 procentpoint i forhold til sidste valg.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, peger på, at Socialdemokratiet næppe vil miste overborgmesterposten, da de andre partier i København sandsynligvis foretrækker en socialdemokratisk overborgmester fremfor en kandidat fra Enhedslisten.

»Men der ligger en enormt stærk selvforståelse i Socialdemokratiet af, at man er det største parti i København,« vurderer han.

Thomas Skaalum Bargisen, seniorkonsulent hos Epinion, understreger, at den nye måling skal tages med en række forbehold.

»Når man højde for den statistiske usikkerhed i målingen, kan vi ikke sige med sikkerhed, om vælgeropbakningen til Enhedslisten eller Socialdemokratiet er størst,« siger han.