Klokken var midnat natten til mandag, da et flertal af de politiske partier forlod hinanden på Odense Rådhus og tog hjem for at sove.

Mandag morgen klokken 9 mødtes de igen.

»Nu har vi fået sovet en god nat,« lød det fra borgmester Peter Rahbæk Juel kort inden mødet gik i gang.

»En dejlig mandag morgen,« konstaterede SFs Brian Dybro, da han ankom til forhandlingerne sammen med partikammeraten Line Mørk, der også blev valgt til byrådet ved valget i tirsdags.

Gennem det meste af søndagen var SF, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative samlet på Odense Rådhus for at forholde sig til den nye politiske situation, der opstod, da Enhedslisten søndag smed en regulær politisk bombe.

Søndag over middag sendte partiet en pressemeddelelse, hvor de fortalte, at de droppede den konstitueringsaftale, som de indgik med et bredt flertal onsdag morgen efter lange natlige forhandlinger. I stedet, kunne man læse i den kortfattede pressemeddelelse, havde Enhedslisten indgået en aftale med Venstre.

En besked, der har skabt rav i den i det politiske landskab i Odense. Det betyder nemlig, at Enhedslisten står til at få en rådmandspost, hvis man holder fast i at oprette to nye forvaltningsområder, som politikerne besluttede i de sene nattetimer tirsdag nat.

Og det er altså den situation, som Peter Rahbæk Juel og de fire øvrige partier forsøger at finde en løsning på.

»Da vi tog afsked med hinanden i går var der en god og forhåbningsfuld stemning blandt de partier, der har indgået den oprindelige aftale for at sikre, at der er en bred konstituering og et samarbejdende byråd i den kommende periode. Det er dét, der er vores udgangspunkt og det er dét, vi skal ind og snakke videre omkring,« siger Peter Rahbæk Juel.

Gennem hele søndagen afviste Venstres, Christoffer Lilleholt, at møde op til forhandlinger på rådhuset. Han inviterede i stedet borgmesteren til forhandlinger, kaffe og Red Bull på slottet.

Enhedslistens Reza Javid sad sent søndag aften hjemme i privaten og afventede besked fra flertallet på rådhuset.

Kommer Enhedslisten og Venstre forbi?

»Det må tiden jo vise. Vi har dialog med begge partier,« lød det fra Peter Rahbæk Juel, inden han gik ind til forhandlingerne, og lukkede døren bag sig.