»Der bliver ikke nogen aftale med Enhedslisten uden Venstre.«

Så klar i spyttet er Venstres Christoffer Lilleholt på Enhedslistens vegne søndag aften, hvor Odense byråd har genoptaget konstitueringsforhandlingerne.

Svaret kommer prompte, efter B.T. spørger Venstres spidskandidat, hvad han gør, hvis borgmesteren tilbyder Enhedslisten noget mere for at få dem tilbage i aftalen.

Søndag valgte Enhedslisten nemlig at smide en noget uventet bombe på Odense Rådhus, da partiet pludselig smuttede fra den konstitueringsaftale, alle partier undtagen Venstre indgik onsdag.

Den nye aftale, som Enhedslisten har indgået med Venstre, betyder, at Venstre får mulighed for at fravriste Susanne Crawley (R) hendes børne- og ungerådmandspost.

Kunne du tænke dig at blive børn- og ungerådmand?

»Vi kan få chancen, men det afhænger jo stadig af, hvad de øvrige partier gerne vil. Vi har kun noget at vinde. Vi er ikke afhængige af borgmesteren - og vi er ikke blevet tilbudt noget endnu,« siger Christoffer Lilleholt.

Venstrekandidaten fortæller også, at han har været i kontakt med Susanne Crawley, som ville være tungen på vægtskålen, hvis han skulle fravriste Rahbæk borgmestertaburetten. Dog virker Christoffer Lilleholt ikke helt afvisende overfor borgmesterens invitation til genforhandlinger om en ny konstituering. Til B.T. siger han, at han er »villig til at have en dialog.«

Vil I kunne se jer selv som en del af noget, der omfatter oprettelsen af to nye forvaltninger? Det har I jo sagt, at I er imod?

»Der er jo et flertal, der har valgt at oprette to nye forvaltninger. Det er vi imod. Vi synes stadig, det er en dårlig idé, men samtidig søger vi selvfølgelig maksimal indflydelse på vegne af de mange, som har stemt på Venstre,« siger Christoffer Lilleholt.

Han fortæller, at han har sendt en invitation til kaffe på 'Slottet', hvor By- og Kulturforvaltningen holder til, og som Christoffer Lilleholt er rådmand for.

»Der er brug for et roligt forhandlingsmiljø, og det har vi på slottet og ikke på rådhuset. Kaffemaskinen kører, og der er Red Bull i køleskabet, så vores udgangspunkt er, at de er velkomne,« siger Christoffer Lilleholt.

B.T. har igennem hele søndagen forsøgt, at få en kommentar fra borgmester, Peter Rahbæk Juel. Det er ikke lykkedes.