Taktikken er tys-tys i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, efter næstformand Morten Messerschmidts dom på seks måneders betinget fængsel.

Retten i Lyngby dømte ham fredag for dokumentfalskneri og svindel med penge fra EU-fondene Meld og Feld.

Men bortset fra partiformand Kristian Thulesen Dahl siger ingen i Dansk Folkepartis folketingsgruppe noget som helst om dommen.

Spørger journalister folketingspolitikerne, skal de nøjes med at gøre følgende:

Her ses Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, da han var inde og vidne i sagen mod Morten Messerschmidt.
Her ses Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, da han var inde og vidne i sagen mod Morten Messerschmidt. Bax Lindhardt

Henvise til Kristian Thulesen Dahl.

Det kan B.T. fortælle efter at have talt med flere centrale kilder i partiet.

I et opslag på Facebook fredag klokken 15.44 – altså godt tre kvarter efter dommen var afsat hos Retten i Lyngby, skriver partiformanden, at Messerschmidt har anket dommen, og derfor er der ikke noget endeligt resultat.

»I vores land er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og når Morten har ønsket at anke til Landsretten, er det først, når Landsretten har vurderet sagen, at vi har et endeligt resultat,« skriver Kristian Thulesen Dahl og tilføjer:

»Derfor kan Morten selvfølgelig også fortsætte sit politiske arbejde i Dansk Folkeparti.«

Heller ikke Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, har nogen kommentarer.

»Peter Skaarup henviser til Kristian Thulesen Dahls opslag på Facebook,« lyder svaret fredag eftermiddag fra Peter Skaarups pressemedarbejder, da B.T. spørger, hvad hans holdning er til Messerschmidts dom.

Netop Peter Skaarup var med sin vidneforklaring i Messerschmidts sag ellers med til at bære brænde til bålet.

Her ses Peter Skaarup ved Retten i Lyngby, efter han afgav forklaring. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Her ses Peter Skaarup ved Retten i Lyngby, efter han afgav forklaring. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Martin Sylvest

Retten har i deres dom nemlig lagt særlig vægt på de mange vidneforklaringer fra Messerschmidts partifæller, sagde retsformanden under domsafsigelsen fredag.

Men selvom Peter Skaarup altså var med til at fælde Messerschmidt, er han selv tavs om dommen og henviser til partiets formand.

Om under to uger bliver tys-tys-strategien igen topaktuel.

25. til 27. august holder Dansk Folkepartis folketingsgruppe nemlig sommergruppemøde i Hotel Søpark i Maribo på Lolland.

Metoden, man rent kommunikativt bruger, kaldes 'strudsen'

Og her vil journalister heller ikke få kommentarer fra nogen andre end Kristian Thulesen Dahl om dommen.

Han vil igen sige, at han afventer dommen hos Landsretten.

»Det er en meget typisk måde at håndtere sådan en dårlig sag. Metoden, man rent kommunikativt bruger, kaldes 'strudsen', hvor de andre medlemmer af partiet selv stikker hovedet i jorden og henviser til partiets formand,« siger Søs Marie Serup, der er politisk kommentator og selv har en baggrund som spindoktor for Lars Løkke Rasmussen, da han var statsminister.

Mens Morten Messerschmidt altså fortsætter i Folketinget og fortsat er partiets næstformand, indtil der falder dom hos Landsretten, så er der dog en helt konkret mulighed for, at sagen kan få konsekvenser for ham under sommergruppemødet.

Motgen Messerschmidt ved Retten i Lyngby, hvor han blev idømt seks måneders betinget fængsel i Meld-sagen.
Motgen Messerschmidt ved Retten i Lyngby, hvor han blev idømt seks måneders betinget fængsel i Meld-sagen. Niels Ahlmann Olesen

Et punkt under Dansk Folkepartis sommergruppemøde er nemlig, at der skal vælges en gruppebestyrelse.

I den nuværende bestyrelse for folketingsgruppen sidder Morten Messerschmidt, og hvis nogle i gruppen mener, at han ikke bør gøre det længere, eller de vil overtage hans plads, så kan de tage det op under det punkt.

Men det er lige nu kun hypotetisk.

Søs Marie Serup er spændt på, om alle i folketingsgruppen eller andre med vigtig post i Dansk Folkeparti kan overholde 'strudsetaktikken', indtil Østre Landsret kommer med en afgørelse på anken.

»Det er interessant at se, om sagen bare kan forblive pakket væk på en perron, eller om nogle på de interne linjer alligevel udtaler sig om dommen,« siger hun.