Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Et enigt regionsråd har mandag aften besluttet igen at undersøge sundhed og sygdom blandt borgere i Grindsted efter de flere årtier gamle sager om forurening i byen.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse mandag aften, efter flere medier, heriblandt B.T., har kunnet afsløre, at der måske er en forhøjet risiko for den dødelige sygdom ALS i området.

Regionen havde ellers i 2020 afvist en forhøjet risiko for sygdommen efter en statistisk undersøgelse. Men efter Ketty Hjøllund, der bor i området og selv har mistet sin mand til ALS, kunne finde flere tilfælde af sygdommen, blev sagen endevendt af medier og ildsjæle.

En aktindsigt B.T. fik i Statens Institut for Folkesundheds forsøgsprotokoller viste, at det i høj grad kan afhænge af, hvilke årstal man sætter for undersøgelsen.

I protokollen konkluderede en forskergruppe, at man kan vise en signifikant sammenhæng mellem eksponering af ALS, hvis der er en cirka tre gange øget risiko for ALS i Grindsted sammenlignet med andre byer.

»Dette svarer til, at der cirka hvert år diagnosticeres en borger med ALS i Grindsted blandt borgere med mange års bopæl i Grindsted,« skriver forskerne.

Senere bekræftede en af hovedforskerne bag rapporten overfor B.T, at der i perioden 2010-2017 har været 12 tilfælde af ALS i Grindsted, og det mente flere ALS-forskere lød som et højt tal.

Efter 2017 har Ketty Hjøllund fundet mindst fem nye tilfælde af den frygtedde sygdom, og det er blandt andet de tilfælde, den nye undersøgelse skal gennemgå.

Med beslutningen om en ny undersøgelse følger man dermed den anbefaling, som en udvidet forskergruppe kom med i begyndelsen af året.

- Vi igangsatte den oprindelige sundhedsundersøgelse, fordi vi tager bekymringerne for sundheden blandt nuværende og tidligere borgere i Grindsted alvorligt, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (S) i meddelelsen.

- Efter et grundigt arbejde er den udvidede forskergruppe - i kølvandet på nye oplysninger og kritik af den oprindelige undersøgelse - kommet frem til anbefalinger om yderligere undersøgelser, og den anbefaling følger vi naturligvis.

Det gav tvivl om, hvorvidt der alligevel var øget sygdom blandt indbyggerne efter forurening fra blandt andet det tidligere Grindstedværk.

Tidligere har forskerne undersøgt, om der var en øget sygdomsforekomst blandt borgerne. Men det var ikke tilfældet, mente man.

Tre undersøgelser mere skal dog give et endnu bredere billede af forekomsten af sygdom i Grindsted.

Resultaterne af undersøgelserne ventes klar omkring årsskiftet 2023-2024.

Den ene undersøgelse handler om sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted, en anden om sundhedsrisikoen for borgere i byen og en sidste om de sundhedsmæssige konsekvenser af forureningen.

Mange borgere i området nær den såkaldte generationsforurening ved det tidligere Grindstedværk har været utrygge.

Området indeholder tusindvis af kubikmeter forurenet jord. Det stammer blandt andet fra spildevand og affald fra værket.

Det dumpede frem til 1962 store mængder tungmetaller, medicinalprodukter og opløsningsmidler i den såkaldte banegrav i Grindsted, og udledte op i 1970'erne store mængder kviksølv til Grindsted Å og til den kunstige sø Engsøen.

Andre læser også