Den nye socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil kaldes nu i samråd af SF.

Årsagen er B.T.s afsløring om, at halvdelen af SVM-regeringens julehjælp på 50 millioner kroner var lovet til de handicappede i finansloven for 2022.

I et dokument fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil nu sidder på ministerposten, til Finansudvalget i Folketinget står der, at 25,1 millioner kroner af de 50 millioner kroner til julehjælp skal komme fra 'reserve til evaluering af det specialiserede socialområde'.

Men det er samme beløb den tidligere regering ellers på skrift havde lovet til de handicappede.

Her ses Pernille-Rosenkrantz-Theil vinke, da hun i sidste uge overtog Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Nils Meilvang

På side otte i finansloven for 2022 er der en overskrift med ordene:

»Bedre hjælp til og støtte til mennesker med handicap.«

Her står, at »aftalepartierne er enige om at afsætte yderligere 25 millioner kroner til opfølgning på evaluering af det specialiserede socialområde«.

Altså præcis samme penge, der nu er blevet til julehjælp.

»Jeg er stærkt utilfreds med, at den nye regering blot tager af midler, vi har lavet aftale om ved sidste finanslov, hvor vi valgte at prioritere handicapområdet. Derfor vil jeg spørge om den nuværende regering har tænkt sig at overholde de aftaler, vi lavede sammen for mennesker med handicap,« siger Charlotte Broman Mølbæk, som er handicapordfører SF.

Afsløringen har fået partier fra begge fløje i Folketinget til at rase over brugen af pengene, der faktisk var lovet de handicappede.

B.T. har i flere dage forsøgt at få Pernille Rosenkrantz-Theil til at stille op i et interview.

Men hun insisterer på kun at sende et skriftligt svar på mail.

Her gør hun opmærksom på, at folketingsvalget forhindrede de endelige aftaler om brugen af pengene på eksempelvis handicapområdet.

»Det er vigtigt at understrege, at pengene til vinter- og julehjælp ikke er taget fra nogen, og de ville bortfalde, hvis de ikke blev brugt i år. Det er ret almindeligt, at der sidst på året er såkaldte uforbrugte midler, der ikke bare kan overføres til næste år. Det er særligt aktuelt i år på grund af folketingsvalget, der stoppede en del arbejde og forhandlinger på forskellige områder som for eksempel handicapområdet,« skriver ministeren i mailen.

Charlotte Broman Mølbæk mener, at det er en dårlig undskyldning.

»Jeg synes, det er så problematisk, at det står i finansloven, at der er politisk flertal for 25 millioner kroner til handicapområdet, og når så pengene skal fordeles ud, så trækker det i langdrag på grund af et valg. Her efter bliver pengene så fordelt til noget helt andet,« siger hun og tilføjer:

»Det kan jo sammenlignes med, at man hver måned sætter penge ind på sin konto for at spare op til en bil. Så bliver pengene pludselig brugt på en rejse eller andet, og hvor skal pengene til bilen så komme fra?.«

Pernille Rosenkrantz-Theil erkender, at der mangler penge til de handicappede.

»Jeg er fuldstændig enig med ordførerne i, at vi stadig mangler at gøre en del for mennesker med handicap, så de blandt andet får flere muligheder end i dag,« skriver hun i en mail og fortsætter:

»Derfor vil regeringen også gennemføre en specialplanlægning, forenkle regler i forhold til hjælpemidler og bedre muligheder i uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet for mennesker med handicap.«

Hør B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen':