Halvdelen af den nye SVM-regerings meget omtalte akutte julehjælp på 50 millioner kroner til de fattigste, var allerede lovet til handicappede.

Det kan B.T. nu afsløre.

I et dokument fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil nu sidder på ministerposten, til Finansudvalget i Folketinget står, at 25,1 millioner kroner af de 50 millioner kroner til julehjælp skal komme fra 'reserve til evaluering af det specialiserede socialområde'.

Men det er samme beløb den tidligere regering ellers på skrift havde lovet til de handicappede.

Den nye social-, bolig- og ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), da hun i torsdags overtog det nyoprettede ministerium. Mads Claus Rasmussen

På side otte i finansloven for 2022 er der en overskrift med ordene:

»Bedre hjælp til og støtte til mennesker med handicap.«

Her står, at »aftalepartierne er enige om at afsætte yderligere 25 millioner kroner til opfølgning på evaluering af det specialiserede socialområde«.

Altså præcis samme penge, der nu er blevet til julehjælp.

Den beslutning vækker vrede hos Muskelsvindfonden, der er organisation for mennesker med handicap.

»Jeg synes, det er så dumt. Vi har virkelig brug for de her penge, og nu kan vi så konstatere, at samme beløb i stedet skal bruges som julehjælp,« siger Thomas Krog, der er politisk chef hos Muskelsvindfonden.

Han anerkender, at mange mennesker i år er ramt af de stigende priser på fødevarer, el, varme og benzin.

»Jeg synes, det er super med julehjælp, da der er mange familier, der trænger til hjælp. Men jeg er også nødt til at sige, at handicapområdet i den grad er blevet tilsidesat,« siger han og tilføjer:

»Der er masser af steder, de penge kunne gøre kæmpe gavn for handicappede. Både for de mennesker med fysiske handicap og for hele samfundet, da det er for at få dem rundt til forskelligt arbejde,« siger Thomas Krog.

»Så jeg er noget uforstående over det her. Det er decideret dumt.«

B.T. har spurgt Pernille Rosenkrantz-Theil, hvorfor de 25 millioner kroner, nu i stedet skal bruges til den akutte julehjælp.

Hun har ikke reageret på henvendelsen.

I stedet har Social-, Bolig- og Ældreministeriet sendt et svar, hvor der står, at der i alt var 70 millioner kroner afsat til det specialiserede socialområde i 2022, og at midlerne ikke er blevet brugt.

Selvom pengene blev afsat til handicappede i finansloven, så blev der aldrig indgået en politisk aftale om, hvordan de 25 millioner kroner mere præcis skulle bruges.

Hvorfor er pengene til 'reserve til evaluering af det specialiserede socialområde' ikke gået til handicappede, som der står i finansloven for 2022 på side 8?

»Der blev aldrig indgået en aftale om det, hvorfor pengene heller ikke er brugt på det,« lyder det fra en pressemedarbejder i ministeriet.

»Jeg kan godt forstå, at regeringen går stille med dørene, om det her. Ud over handicappede må der være forligspartier, der føler sig voldsomt snydt,« siger Thomas Krog fra Muskelsvindfonden som reaktion.

Det er onsdag klokken 15.30, at finansudvalget i Folketinget skal holde møde om julehjælpen, som den nye regering foreslår.

Hør B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen':