Landets hjælpeorganisationer er pressede. Antallet af danske familier, som har behov for julehjælp, er eksploderet og har givet triste rekorder.

Det betyder, at flere organisationer må indse, at de ikke kan hjælpe alle de danskere, som har ansøgt. Men nu vil den nye SMV-regering komme med en håndsrækning frem mod julen.

Selvom mange nye tiltag i regeringsgrundlaget er lange udsigter, så skal 50 millioner kroner bruges på familier i nød »hurtigst muligt«.

»Midlerne skal udmøntes hurtigst muligt som en ekstra vinterhjælp i en svær tid,« står der i regeringsgrundlaget.

Den store pose penge bliver afsat til en pulje, som de forskellige hjælpeorganisationer kan søge.

Håndsrækningen fra den nye regering falder på et tørt sted, da flere organisationer i løbet af december har råbt op om rekordmange ansøgere.

Madspildsforeningen Stop Spild Lokalt har i de seneste måneder oplevet en stigning på omkring 50 procent fra trængte danskere, som kan hente mad.

Mødrehjælpen oplyser, at mere end 21.000 forældre har søgt om julehjælp hos organisationen. Og det er en stigning på 40 procent i forhold til forrige år.

Også her lyder forklaringen, at det er de stigende priser, som presser familierne i år.

Problemet er, at organisationerne har begrænsede midler og kan derfor ikke hjælpe alle de rekordmange ansøgere i år.

»Vi kan ikke udbetale til alle, som situationen ser ud lige nu,« har Ninna Thomsen, som er direktør i Mødrehjælpen, sagt til B.T.