Tilbagegang over hele linjen. Det er konklusionen for Dansk Folkeparti efter tirsdagens kommunalvalg.

Flere steder er partiet blevet overhalet indenom af Nye Borgerlige, men i Aalborg fik Dansk Folkeparti faktisk flere stemmer end Nye Borgerlige, og derfor vurderer Roger Buch, der er kommunalvalgsforsker ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, at partiet faktisk er en lille vinder efter valget.

»DF formår i Aalborg at holde skindet på næsen. Det er der mange steder, hvor de ikke har formået. Det er en præstation, og det er de lokale kandidater, der kan tage æren for det,« siger Roger Buch og fremhæver Kristoffer Hjort Storm (DF) som en, der har formået at kæmpe til trods for personlige møgsager hos partiet på Christiansborg.

Kan man lige frem sige, at DF har været en vinder i Aalborg?

»Ja, det kan man faktisk godt sige. I forhold til partiets generelle nedtur, så må det her ses som en lille sejr for DF,« konkluderer Roger Buch.

Den store taber er til gengæld Socialdemokratiet. Selvom borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) beholder borgmesterkæden, har partiet lidt et stort nederlag.

Socialdemokratiet gik nemlig tilbage med 11,8 procentpoint sammenlignet med det seneste valg, og de mister dermed 5 af de 17 pladser, som partiet de seneste fire år har haft i byrådet.

Og det er overraskende, lyder det fra Roger Buch.

»Det er den samme overraskelse som i de tre andre storbyer. Socialdemokratiet har fået en kraftig tilbagegang, og i Aalborg har man fået det største nederlag af storbyerne,« siger han og uddyber:

»Det er overraskende, fordi man nok havde forventet den største tilbagegang i de kommuner, som har været hårdest ramt af nedlægningen af minkerhvervet, og derfor giver det jo ikke mening, at det skulle slå hårdest igennem i storbyerne.«

Forklaringen på tilbagegangen skal derimod findes et helt andet sted, vurderer valgforskeren.

»Socialdemokratiet har været alt for dårlige til at tappe ned i de emner, som optager ungdommen. Der er klimaet ubetinget nummer ét. Der har partier som Enhedslisten og SF været bedre til at varetage de bekymringer,« siger Roger Buch.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen fortsætter som borgmester støttet af bla. Jes Lunde fra Radikale og Per Clausen fra Enhedslisten på valgaftenen i Aalborg Kongres og Kulturcenter, tirsdag den 16. november 2021. Der stemmes til Regionrådsvalg og Kommunalvalg den 16. november i Danmark
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen fortsætter som borgmester støttet af bla. Jes Lunde fra Radikale og Per Clausen fra Enhedslisten på valgaftenen i Aalborg Kongres og Kulturcenter, tirsdag den 16. november 2021. Der stemmes til Regionrådsvalg og Kommunalvalg den 16. november i Danmark Henning Bagger

De seneste fire år har socialdemokraterne haft absolut flertal i Aalborg, men den fordel er væk nu.

»Det kommer til at betyde, han skal være borgmester på en anden måde. Men han har lykkedes med at samarbejde – også med de blå partier – tidligere, og den strategi får han endnu mere brug for nu,« forklarer Roger Buch.

Derfor tøver han heller ikke med at fremhæve Socialdemokratiet som valgets største taber.

På trods af enkelte forskelle i Aalborg i forhold til det nationale billede så ændrer det ikke ved, at resultatet i Aalborg følger mange af de samme tendenser, som er set over hele landet. Og det mener Roger Buch er en af de vigtigste konklusioner efter tirsdagens valg til kommunerne.

»Landspolitikken ser ud til at have spillet en stor rolle for resultatet. Også i Aalborg. Det er lidt nedslående at konkludere det til et kommunalvalg, der netop handler om, hvad der sker ude i kommunerne,« siger Roger Buch.

Han fremhæver blandt andet Det Konservative Folkepartis fremgang. De Konservative fik nemlig 11,1 procent af stemmerne i Aalborg og går fra én til fire pladser i byrådet.

Men trods fremgang for De Konservative og tilbagegangen for Socialdemokratiet, bibeholder Thomas Kastrup Larsen sin titel som borgmester i byen, og derfor efterlader valget ikke så mange spørgsmål, vurderer Roger Buch.

»Rød blok beholder flertallet. Borgmesterkæden forbliver der, hvor den var i forvejen. Derfor bliver nederlaget til Socialdemokratiet ikke katastrofalt. Det er en meget alvorlig situation, men det er først katastrofalt, hvis man skal aflevere borgmesterkæden,« slutter Roger Buch.