Først hed det sig, at Venstre-borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard havde brugt 75.000 skattekroner på at få et advokatfirma til at undersøge sine egne embedsfolk. Nu viser det sig, at beløbet er mere end dobbelt så stort.

For den egentlig pris for undersøgelsen af embedsværkets håndtering af aktindsigter er 93.000 kroner. Det viser en aktindsigt, B.T. har fået.

Men møgsagen slutter ikke der:

For selvsamme dag, borgmesteren bestilte den kontroversielle undersøgelse, som kommunalforsker Roger Buch over for B.T. kalder »meningsløs«, brugte Lonning-Skovgaards forvaltning yderligere 100.000 skattekroner på at undervise medarbejderne i netop håndteringen af aktindsigt.

Det viser bilag fra forvaltningen, som B.T. har fået indsigt i.

»Det understreger, hvor spildte pengene på undersøgelsen er. Forvaltninger modtager hele tiden anmodninger om aktindsigt, det burde de kunne håndtere,« siger Roger Buch, der slet ikke mener, at Cecilia Lonning-Skovgaard kan tillade sig at bruge skattekroner på den måde.

Til B.T. afviser Cecilia Lonning-Skovgaard at hun var orienteret om undervisningen, og at det skete på forvaltningens initiativ:

»Hvem i forvaltningen, der tog initiativet, er jeg ikke klar over,« siger hun i et mailsvar.

TIP OS! Sidder du inde med viden om forholdene på rådhuset? Skriv fortroligt til journalisterne bag historien på psin@bt.dk og kale@bt.dk.

Men hele forløbet er let at fare vild i.

Før kommunalvalget var der tale om, at nogle af de ansatte i beskæftigelses- og integrationsforvaltningen skulle undervises af advokatfirmaet Horten i håndtering af aktindsigt.

Kurset ender med at finde sted den 24. og 25. november samt den 9. og 10. december 2021.

Men selvsamme dag, som kurset starter, har Cecilia Lonning-Skovgaard et møde med et andet advokatfirma, DLA Piper, og beder dem gå de ansatte efter i sømmene. Hun mener nemlig, der var »en uklar praksis i håndteringen af aktindsigter«.

Hvor denne uklarhed kom fra, nu forvaltningen netop var i gang med at bliver undervist i selvsamme emne, har B.T. ikke kunnet få svar på.

»De ansatte eller direktionen burde da have sagt, at de var i gang med at blive opdateret via et planlagt kursus. Der kunne man have grebet ind. Det virker usandsynligt, at det ikke er sket,« siger Roger Buch, der ikke forstår, hvorfor undersøgelsen overhovedet blev sat i gang, selv hvis borgmesteren ikke var klar over, at kurset var i gang.

I en uge har B.T. også forsøgt at få borgmesteren til at svare på, om de 93.000 kroner, DLA Piper-undersøgelsen kostede, var pengene værd. Det har Cecilia Lonning-Skovgaard ikke ønsket at svare på.

Den ene skandale efter den anden har ramt Cecilia Lonning-Skovgaard.
Den ene skandale efter den anden har ramt Cecilia Lonning-Skovgaard. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Møgsagerne om Venstre-borgmesterens brug af skattekroner kommer i forlængelse af en række skandalehistorier om arbejdsmiljøet i hendes forvaltning.

I januar fyrede hun forvaltningens administrerende direktør Line Nørbæk, hvilket fik HK og Djøf til at sende et brev med en sønderlemmende kritik af borgmesteren på vegne af forvaltningens 2.000 ansatte.

Efterfølgende har B.T. afdækket, hvordan medarbejderne tættest på Cecilie Lonning-Skovgaard i grelle termer beskriver hendes ledelsesstil som management by fear, og at hun »opfører sig som en enevældig kejser«.

Kritik, som borgmesteren ikke selv kan genkende, og som hun betegner som et »karaktermord«.

»Grundlæggende vil jeg sige, at jeg på ingen måde kan genkende det billede, der er blevet tegnet af, at jeg skulle være seriekrænker, mobber, splitter og så videre,« sagde Cecilia Lonning-Skovgaard i et interview med B.T.

Enkelte episoder genkender hun dog, og dem har hun undskyldt. Hun har tilmed erklæret, at hun nu vil søge professionel hjælp til at håndtere stressede situationer bedre i fremtiden.

Mandag bekræftede kommunens ombudsmand, Borgerrådgiveren Johan Busse, at han på baggrund af flere whistleblower-indberetninger vil undersøge arbejdsforholdene i forvaltningen.