Hun er blevet kritiseret for at mangle empati, chikanere og tyrannisere sine ansatte i Københavns Kommune. Beskyldt for kun at give kage til udvalgte medarbejdere, skabe splid og køre en management by fear-ledelsesstil.

Nu stiller den skandaleramte beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), endelig op til interview i B.T.

Du har sagt til Politiken, at du vi søge professionel hjælp. Hvorfor vil du det?

»Jeg vil søge professionel hjælp til stresshåndtering, for når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, der er situationer, hvor jeg ikke agerer helt hensigtsmæssigt. Det er typisk situationer, hvor der er virkelig meget tryk på fra mange kanter, og der tror jeg, at få talt med en coach eller erhvervspsykolog og få nogle teknikker til at trække vejret og bevare overblikket vil være godt,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hvordan vil du selv beskrive din opførsel over for de ansatte på Rådhuset?

»Grundlæggende vil jeg sige, at jeg på ingen måde kan genkende det billede, der er blevet tegnet af, at jeg skulle være seriekrænker, mobber, splitter og så videre.«

Erkender du, at du har haft en problematisk ledelsesstil?

»Jeg synes, det er at trække det for hårdt op. Men der har været nogle situationer, hvor jeg har ageret på en måde, der ikke var hensigtsmæssig, det vil jeg gerne undskylde for. Jeg er kun et menneske, og der har været meget på spil.«

Så du vil gerne undskylde til de ansatte på rådhuset, der har følt sig mobbet og chikaneret af dig?

»Du stiller et meget polemisk spørgsmål. For svarer jeg ja til det, så lægger det implicit, at jeg anerkender, at jeg har gjort det. Så jeg kan ikke svare på dit spørgsmål.«

Men du sagde lige før, at du gerne vil undskylde?

»Nej, jeg sagde, at jeg ved konkrete lejligheder ikke har opført mig korrekt, og det har jeg undskyldt for, og det vil jeg også gerne undskylde for igen og arbejde på at gøre bedre.«

Så de ansatte, B.T. har talt med, der føler sig mobbet, chikaneret og tyranniseret af din adfærd, dem vil du ikke undskylde til?

» … Det er svært, når jeg ikke ved, hvem de er. Jeg har generelt stillet mig op foran medarbejdere og sagt, at jeg er meget engageret i, at vi får et ordentligt arbejdsmiljø, det er også derfor, jeg gerne vil have lavet en undersøgelse af arbejdsmiljøet. Men du twister mine ord, for hvis jeg går ned ad den bane, du gerne vil have mig ned på, så er vi ude i det her ekstremt fortegnede billede, som jeg ikke kan genkende.«

Jeg spørger bare, om du vil sige undskyld til de ansatte, men jeg forstår, at du ikke vil undskylde til dem, der har følt sig mobbet, chikaneret og tyranniseret?

»Nej. Jeg tager ansvaret på mig i forhold til arbejdsmiljøet og undskylder for de episoder, der har været. Men jeg kan jo kun undskylde for episoder, jeg selv kan genkende.«

Du siger, du kun er et menneske, og at der har været meget tryk på. Retfærdiggør det dine handlinger overfor de ansatte?

»Åh … I den ideelle verden er vi alle lydefri. Så nej, det retfærdiggør det ikke, det forklarer det. Formentlig delvist i hvert fald.«

Da vi bragte historien om arbejdsmiljøet i din forvaltning, kaldte du det »et åbenlyst forsøg på karaktermord«, »absurde påstande« og »ude af proportioner«, mener du stadig det?

»Det her samlede billede, der tegner sig af mig, hvor jeg skulle være løgner, krænker og mobber, det kan jeg ikke kan genkende. Det er i min bog et karaktermord.«

Ifølge vores kilder er det her ikke enestående episoder, som du ellers beskriver det. De siger, det har stået på i flere år. Er det sandt eller falsk?

»Jeg kan i hvert fald ikke genkende det.«

Kan du garantere, at de ansatte i din forvaltning ikke kommer til at opleve sådan en opførsel fra dig igen?

»Jeg kan i hvert flad garantere, at jeg vil gøre alt … Eller ja, det kan jeg godt garantere. At jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at være en bedre udgave af mig selv, og jeg kan garantere, at jeg går fuldstændig engageret ind i den proces med at etablere en bedre arbejdsplads.«

Vi vil gerne have filmet det her interview, men det måtte vi ikke, hvorfor ikke?

»Det er simpelthen fordi, det koncept har jeg aldrig prøvet det før. Jeg tænker, det er et alvorligt emne, I fortjener min fulde koncentration, når jeg svarer,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.