Viktor Axelsen krop eksploderede i følelser, da han havde vundet OL-finalens sidste point og dermed sikret sig den ultimative guldmedalje.
Og en halv time senere var der stadig mange følelser i spil, da han sjoskede ned til de danske journalister i mixed zone. Især da snakken faldt på hans forlovede Natalia og parrets lille datter Vega.
Han havde stadig ikke haft mulighed for at ringe til dem – for OL-officials og alverdens journalister flåede i den danske triumfator.
»Jeg har hurtigt snakket med min familie i Odense, men min bedre halvdel og vores datter har jeg ikke fået snakket med endnu. Men jeg kan slet ikke vente. Det er klart – for de er det rigtige guld.«
Sejren er resultatet af en hverdag, hvor den lille familie slanger sig rundt om Axelsens karriere. Og der er mange fravalg og hensyn, der skal tages til verdens bedste badmintonspiller.
»Jeg er jo heller ikke nem at være datter til, at være manager til, at være forlovede til eller være bror til. Jeg er jo lidt en sær snegl til tider.
»Det skal man være for at komme til tops i en individuel sport. Men de ved også godt, at jeg altid har den rigtige Viktor med – og når jeg kommer hjem med en guldmedalje, så føler vi alle 'nå ja, det er derfor, vi gør det!'«
»Det er derfor, jeg rejser meget. Det er derfor, jeg træner meget. Det er derfor, jeg spiser så mange mærkelige ting,« lød det fra Axelsen med guldmedaljen dinglende glinsende på brystet af Danmarks-dragten.
Og kvalitetstid med sine kære var også næste mål for den olympiske mester.
Næste mål er at holde lidt fri. Holde ferie. Jeg skal ikke tænke på, hvornår jeg skal i seng – eller at jeg skal spise så og så mange gram kulhydrater ved næste måltid.«
»Og jeg skal heller ikke have dårlig samvittighed over for Natalia og Vega, når jeg tager op og træner. Og jeg skal heller ikke have dårlig samvittighed over at blive hjemme fra træning. Nu skal jeg bare nyde det.«
Om den følelsesladede jubel i sekunderne efter kampens afgørende point, fortalte han:
»Jeg var så fokuseret på overhovedet ikke at tænke på, at jeg kunne vinde. Selvfølgelig vidste jeg godt ved 19-11 og 20-12, at der virkelig var meget, der skulle gå galt.«
»Det var, som om jeg hoppede ned i et sort hul af glæde og dopamin – og følelser. Og så kiggede jeg ud på Kenneth (landstræner Kenneth Jonassen, red.), og han ved jo godt, hvad vi render og laver – ja, og så kulminerede det,« fortæller Axelsen, der i flere minutter totalt var i sine følelsers vold.
»Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg spurgte Poul-Erik Høyer ude bagved, om der nogensinde er noget, der kommer op på siden af det her. Så kiggede han bare på mig og sagde: 'nej, det er der ikke!'«
