De fleste tog sig til hovedet – men så moste Mads Mensah bare harpikskuglen op i det lange hjørne og satte et punktum for den OL-semifinale.
Danmark vandt thrilleren over Spanien med 27-23, og bagefter sendte den danske forsvarsgeneral Henrik Møllgaard en kærlighedserklæring til Mensah – for målet og for den følgende reaktion.
»Jeg vil gerne fremhæve Mensahs mål til sidst – det var fandeme vanvittigt.«
»Og han var også helt magisk i den efterfølgende timeout!«

I timeout'en fremhævede flere af holdkammeraterne nemlig, at det – selvom det endte lykkeligt – liiige var en satset nok afslutning på et meget afgørende tidspunkt.
»Men det kunne han slet ikke forstå. Han var faktisk okay tilfreds med den chance. Det synes jeg var dejligt.«
»I stedet for, at Mikkel (Hansen, red.) skulle skyde på mål, syntes Mensah, at det var helt perfekt, at han skulle afslutte fra en spids vinkel, mens han baglæns var på vej ud af hallen.«
»Det mente han var den bedste chance, vi kunne få. Et dejligt overskud at have, syntes jeg,« konkluderede Henrik Møllgaard.

Forsvarskæmpen er nu en sejr fra at være dobbelt verdensmester og dobbelt olympisk mester. Og han var da også fyldt med stolthed efter semifinalesejren.
»Man får ingenting foræret i den her turnering. Og det har vi bestemt heller ikke fået. Så jeg er meget, meget stolt over, at vi står her nu – og måden, at vi har spillet, har hygget os og har opført os på.«
»Det har fandeme været en god tur!«
Danmark møder lørdag Frankrig i OL-finalen – præcist som tilfældet var for fem år siden i Rio de Janeiro.


