Læs lige følgende omhyggeligt:
Danmark har banket Spanien og er i OL-finalen for anden gang i træk.
Mikkel Hansen og co. står nu med muligheden for at genvinde OL-guldet og gøre sig selv til dobbelte forsvarende olympiske mestre og verdensmestre.
I skal ikke læse det omhyggeligt, fordi det er mine beskedne ord. Men fordi det er dansk sportshistorie. Eller rettere en udbygning af et stykke dansk sportshistorie.
Vi skal huske på, hvor unikt det her er. For jeg tror, at mange er begyndt at blive forvænte og tage for givet, at Nikolaj Jacobsens tropper pr. definition rimer på guldmedaljer.
Sådan er virkeligheden altså bare ikke.
Konkurrencen er ekstremt hård i herrehåndbold – den har vel nærmest aldrig været hårdere end lige nu. Og det gør den aktuelle danske succes endnu mere imponerende. Derfor er det værd lige at minde sig selv om, at vi skal nyde det, vi er vidner til i disse år.
Landsholdet ønskede at vise her ved OL i Tokyo, at de kunne præstere på bagkant af en triumf, efter de vandt guld til VM i januar. Det har de nemlig aldrig formået tidligere, når de har vundet et mesterskab. Men det har de nu.
Og nu står de i den største kamp af dem alle. Den, som alle håndboldspillere drømmer om. For anden gang i træk.
Og det gør de fuldt fortjent. Danmark var et bedre hold end Spanien, og selvom det blev spændende til sidst, så var sejren på 27-23 ikke et mål for stor efter en meget, meget overbevisende dansk præstation.
Det var en helstøbt indsats – ja, jeg vil sige, det var tæt på perfektion, hvis vi lige ser bort fra, at der blev brændt lidt for meget.
Og de største stjerner leverede det ekstraordinære, som vi forventer af dem i den her slags kampe: Niklas Landin med redninger så overlegne, at han lignede en mand fra en anden planet. Mikkel Hansen med verdensklasse i alt, hvad han foretog sig – overblik, vurderinger og 12 mageløse mål. Og med den der klassiske banken i brystet og Hansen-brølet, som får Tarzan til at krybe i et musehul. Mathias Gidsel med et fintespil, som var han en tyrefægter på speed, der drev de sagesløse spanske spillere rundt i manegen.
Og ude på bænken viste Nikolaj Jacobsen, hvorfor jeg regner ham som verdens bedste håndboldtræner. Han havde sat sit hold perfekt op og var taktisk i førertrøjen fra start – og undervejs skruede Jacobsen på de rigtige knapper, når der kom spanske modtræk fra Jordi Ribera. Og satsningen på Mads Mensah? Det var en kæmpe genistreg!
Landstræneren har nu ført Danmark i den tredje finale i sin femte slutrunde. Det er så suverænt, at man mangler ord. Kan noget være grotesk godt? For i så fald er det det, det er.
I finalen venter nu Frankrig i en gentagelse af OL-finalen i Rio. Dengang var Danmark underdog og snød de franske favoritter. I Tokyo er rollerne byttet om.
Danskerne vil gå ind til finalen som det bedste bud på en vinder, men Frankrig har overrasket positivt indtil videre i turneringen, så det bliver en svær størrelse. Selvfølgelig gør det det – det er en OL-finale!
Men kan håndboldherrerne finde samme niveau som mod Spanien, så ligner det et titelforsvar. Og endnu mere historieskrivning.
