Seks polske svømmere er rasende, for at sige det mildt.

For efter de sammen med resten af Polens OL-hold rejste glade og spændte til Tokyo, fik de en noget chokerende besked, da de ankom. Nationen havde sendt i alt 23 svømmere til Japan, men det var for mange, og så blev de tvunget hjem igen.

Noget, de seks svømmere ikke har tænkt sig at glemme lige foreløbigt.

I en samlet udtalelse har de således krævet erstatning, ligesom at de forlanger, at præsidenten i det polske svømmeforbund, Pawel Slominski, går af.

Norske Dagbladet har efterfølgende været i kontakt med en af de seks svømmere, og han er ikke bleg for at sige, hvad han mener om sit forbund.

»Jeg synes, de er dumme og inkompetente. Situationen er helt umulig, og der er så meget, der er absurd,« fortæller Mateusz Chowaniek, der skulle have svømmet 200 meter fri individuelt og i holdkap.

Svømmeren forklarer til avisen, at da hans ansøgning om at svømme 200 meter fri blev afvist af det internationale svømmeforbund, var der ikke indgivet nogen ansøgning om, at han skulle svømme holdkappen.

Derfor blev han sendt hjem fra Tokyo.

Alicja Tchorz (til højre) er en af de polske svømmere, der er blevet sendt hjem igen.
Alicja Tchorz (til højre) er en af de polske svømmere, der er blevet sendt hjem igen. Foto: ANDY BUCHANAN
Vis mere

Alicja Tchórz, der er en af de andre hjemsendte svømmere, har på Facebook også kritiseret forbundet i heftige vendinger.

'Forestil dig at ofre fem år af dit liv, og så ender dit offer i et total flop,' skriver Tchorz, der var med ved OL i både 2012 og 2016.

Præsidenten for det polske svømmeforbund har i en pressemeddelelse efterfølgende været ude og undskylde.

»Jeg vil gerne udtrykke min største beklagelse, sorg og bitterhed over situationen,« udtalte Pawel Slominski.

Polens kultur- og sportsministerium har krævet en omgående redegørelsen af forløbet.

Der er åbningsceremoni i Tokyo fredag.