Den tidligere venstre politiker og miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, har scoret sig en ny, lækker titel til cv'et.

Han er nemlig blevet forfremmet og udnævnt til direktør.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern

Han har været miljø- og fødevareminister, men for tre år siden gik han ud af politik og blev fellow i den amerikanske tænketank World Resources Institute, hvor han nu er blevet forfremmet til direktør.

Det er han for tænketankens helt nye område: Tro og bæredygtighed. Her skal den tidligere minister få tro-baserede organisationer til at tænke grønt.

Det er ikke første gang, at Esben Lunde Larsen kaster sig ud i at arbejde med religiøse organisationer.

Under coronapandemien blev World Resources Institute nemlig udvalgt til at sidde i Vatikanets særlige corona-kommission.

Det betød at Esben Lunde Larsen holdt ugentlige videomøder med Vatikanet om, hvordan den katolske kirke og resten af verden kunne håndtere coronapandemien.

Esben Lunde Larsen bor til dagligt i Washington. Han nåede at være miljø- og fødevareminister i lidt over to år, før han trak sig.