Tokyo har registreret 1.979 nye covid-19-tilfælde det seneste døgn.

Det er det højeste antal smittede på 24 timer i de seneste seks måneder. Det skriver Dagbladet.

Det må siges at være ekstrem dårlig timing, da åbningsceremonien er sat til at finde sted klokken 20.00 japansk tid fredag aften.

Den seneste smitterekord i Japans hovedstad lød på 2.044 nye tilfælde på et døgn. Det høje tal blev registreret den 15. januar.

Ashleigh Barty ankommer til Tokyos lufthavn, men måske skal hun hurtigt hjem igen.
Ashleigh Barty ankommer til Tokyos lufthavn, men måske skal hun hurtigt hjem igen. Foto: KIM KYUNG-HOON
Vis mere

Statsministeren Yoshihide Suga erklærede undtagelsestilstand i Tokyo for 10 dage siden. Det betyder eksempelvis, at OL bliver uden tilskuere.

Det betyder ligeledes, at åbningstiderne på restauranterne er blevet kortere – ligesom der kun er bestemte tidspunkter, hvor der må serveres alkohol.

Det er heller ikke mere end to dage siden, at den øverste direktør i Tokyos organisationskomité, Toshiro Muto, sagde, at OL stadig kunne blive aflyst. Det gjorde han på et pressemøde.

Muto sagde, han vil holde et øje med smittetallenes udvikling og holde samtaler med arrangørerne, hvis det skulle blive nødvendigt. Og desværre går tallene altså den forkerte vej.

Man har også allerede konstateret over 70 tilfælde blandt atleter, stabsmedlemmer, trænere og frivillige.

Japan har været hårdt ramt af covid-19 ligesom resten af verden. Landet har registreret omkring 850.000 smittetilfælde i alt, mens over 15.000 mennesker er døde. De fleste af dem er gået bort i 2021.