Han er født på Færøerne, men er et af Danmarks bedste medaljebud ved OL.

Det er lidt specielt at være Sverri Nielsen – tidligere europamester og EM- og VM-sølvvinder i singlesculler. For de seneste ti år har han boet i Danmark, og når spørgsmålene nærmer sig om, hvorvidt han er dansk eller færøsk, bliver det da også med den politisk korrekte mine.

Og det er der en grund til, fortæller den 27-årige roer.

»Det har ikke fyldt så meget for mig, men jeg har fulgt lidt med på sociale medier, hvor nogen har kommenteret forskellige ting med, at jeg ikke var dansker, men jeg er færing. Og hvorfor jeg skal repræsentere Danmark, når jeg kommer fra Færøerne. Men jeg synes, at det er forsvundet på det seneste, så nu er det mest positive ting, jeg hører,« siger Sverri Nielsen.

Foto: URS FLUEELER
Vis mere

Den stærke roer, der selv fortæller, at han siden starten af sæsonen i 2019 ikke har deltaget i en konkurrence uden at komme på podiet, rammer da også selv lige i midten, når han skal forklare, hvem han ror for under OL.

»Jeg ror for begge nationer. Jeg er opvokset på Færøerne, men har boet i ti år i Danmark nu. Jeg føler mig også temmelig dansk efterhånden, så jeg føler, at jeg repræsenterer begge nationer.«

»Jeg ror for Danmark, men jeg repræsenterer også Færøerne som en af de helt få atleter, der får lov til at prøve det,« siger Sverri Nielsen.

17 år på Færøerne har da også naturligt nok sat sig dybt i Sverri Nielsen, der altså er både født og opvokset på de nordlige øer. Og skulle hans egne svar blive lidt for svære at tyde, kan hans båd under OL muligvis afsløre, hvad der banker i hjertet på det store medaljehåb.

»Min båd er i færøske farver,« siger Sverri Nielsen og forklarer det ikke helt uproblematiske i at få hjemlandet med på den måde.

»Jeg er meget glad for at have de færøske farver på båden. Det var ikke helt så let. Jeg skulle lige bruge nogle godkendelser fra IOC. Men det betyder meget for mig, at det også er en mulighed, og at folk også ved, at jeg kommer fra Færøerne – og at det ikke bare bliver betragtet som en dansker, der er med til OL,« siger roeren.

Han ror ud første gang i Tokyo allerede natten til fredag klokken 01.50 dansk tid i indledende heat i singlesculler.