Danmark fortsatte den imponerende OL-form, da Portugal blev besejret med 34-28 i en sand målfest.

Især i første halvleg haglede målene ind i begge ender, og da pausefløjtet lød, var stillingen 20-19 til Danmark.

I anden halvleg kom det danske forsvar lidt op i omdrejninger, og langsomt men sikkert blev Danmarks fjerde OL-sejr en realitet.

Herunder kan du se, hvordan B.T. bedømmer de danske drenge:

Én redning blev det til i det første kvarter, hvor han så også nærmest stod uden forsvar. Og så blev anføreren smidt ud på bænken. Han forsøgte igen i anden halvleg, men det var bare ikke super-keeperens aften i Tokyo. Flirter med én stjerne, men han ender på to – for han fik absolut ingen hjælp fra forsvaret.

Kom ind halvvejs i første halvleg og startede med at pille en portugisisk 100 procentschance. Og så troede man, at den portugisiske målfest var ovre. Men ak, 'Der Kevin' blev også hurtigt skudt i smadder i første halvleg. Men i de sidste 30 minutter fandt han niveauet, og det var afgørende for den danske sejr.

Uden for bedømmelse

Man er bare så dejlig rolig, hver gang bolden havner ude hos hr. Svan. Den rutine og scoringssikkerhed er guld og har været det mange gange for det danske landshold. Han har bare at fortsætte i mange år endnu, selvom Svan for længst har vundet alt, hvad der er at vinde.

Lille-Landin var altså heller ikke helt uskyldig i, at det haglede ind med portugisiske kasser i første halvleg. I anden halvleg rejste han sig og leverede også varen i angrebet. En vigtig mand for holdet.

Han må have trampoliner i skoene. Helt vildt at se ham hænge så længe oppe under halloftet, at selv de amerikanske NBA-stjerner må sidde hjemme i OL-byen og tænke 'hold da op!' Fedt, at der er også er blevet plads til ham på OL-holdet.

Den nordjyske jernmand havde uendeligt store forsvarsproblemer med de portugisiske muskelmænd i første halvleg. Det har tidligere fungeret så fint med ham og Møllgaard, så vi kan da godt tillade os at være en smule bekymrede. Heldigvis blev det da en del bedre i anden halvleg, men Saugstrup er ikke på VM-niveauet endnu.

Har bøvlet så ufatteligt meget med skader omkring de seneste slutrunder, så man bliver lidt glad, når man ser Lille-Toft have så stor en rolle i turneringen. Men man havde været endnu gladere, hvis han ikke havde ikke havde haft så mange grumme afbrændere i anden halvleg – de trækker alvorligt ned.

Startede, som havde han wasabi i rumpetten. Der var fart på Mensah, der både bankede kasser ind i angrebet og fik raget udvisninger til sig i forsvaret. Fik som altid et hav af forskellige opgaver, og Nikolaj Jacobsens schweizerkniv løste dem som altid kompetent.

Altså, hvad fanden skal man snart sige? Gidsel har det som en blomme i Madeira, når han spiller med Mikkel Hansen, der flår Gidsel-formede huller i modstanderforsvaret. Og så glemmer man ofte, at han altså også dækker modstandernes venstreback op – og for det meste slipper godt fra det. Han har gang i endnu en kæmpe turnering.

Den danske – lidt mindre olierede – udgave af Cristiano Ronaldo spillede en stærk kamp. Skuddet fra 10-11 meter har tidligere haft mere snert, men rutinen og snilden er i topform. Nåede at få brændt et straffekast, men hans statistik fra pletten er stadig imponerende.

Uden for bedømmelse

Det lykkedes ikke første gang eller anden gang. Og heller ikke tredje gang. Men det fede ved Jacob Holm er, at han bare bliver ved og ved. Og fjerde og femte gang lykkedes det. Og det er jo dejligt nok, men vi vil gerne bestille en kamp, hvor det lykkes fra start af.

Den danske forsvarsviking skal lige have slebet øksen. For fødderne er ikke rigtig kommet i gang i Tokyo, og 'smadremanden' når ikke at få uddelt meget smadder endnu. Blev dog bedre i anden halvleg. Han er en turneringsspiller, og han plejer at time formen. Men altså ... kom nu, 'Mølle'.

Der var lidt kork i portvinen hos landstræneren, der måtte se sit forsvar indkassere 19 kasser på 30 minutter. Han har mistet Lasse Andersson, og den nød skal han have knækket. Fik dog indstillet holdet bedre i anden halvleg, og han har ført Danmark til fire sejre ud af fire. Så det er svært at være helt muggen.