Mikkel Hansen scorede ni mål og gjorde sig selv til den mest scorende spiller i OL-sammenhæng, men Nikolaj Jacobsen efterlyste alligevel noget mere fra superstjernen efter sejren over Portugal.

For selvom Mikkel Hansens måltotal – 133 olympiske scoringer – lyder prangende, så var der usædvanligt mange fejlskud fra distancen. Her fik bagspilleren blot sat et mål i nettet på syv forsøg.

Derudover var der også flere afleveringer, som ikke levede op til det vanlige niveau.

»Han har jo et rigtig fint overblik. Han glider godt og får spillet Mathias Gidsel og Jacob Holm rigtig godt op. Han havde lidt problemer med afleveringerne i første halvleg, og så mangler jeg stadig lige den kamp, hvor han klapper fem kasser ind ude bagfra, så vi også får åbnet fra distancen,« siger Nikolaj Jacobsen efter kampen.

Foto: SUSANA VERA
Vis mere

Mikkel Hansen var da vanen tro også selvkritisk efter sejren på 34-28 over Portugal.

Han glædede sig over, at landsholdet fik endnu en sejr i Tokyo, men ville gerne minimere antallet af egne fejl.

»Det har set fint ud indtil videre. Men jeg har selv nogle fejl, som jeg gerne vil undgå en anden gang. Det må jeg selvfølgelig hjem og se på, hvordan jeg kan gøre personligt. Selvfølgelig har de andre også nogle fejl, som vi gerne vil skære fra, hvis vi gerne vil være rigtig, rigtig, rigtig gode og gerne vil gå langt,« siger Mikkel Hansen og fortsætter:

»Vi ved allesammen, at når det er kvartfinale og knald eller fald, så er det de små ting, der afgør, om man vinder eller taber. Så derfor holder det ikke at lave de fejl, som i hvert fald jeg løber rundt og laver.«

Mikkel Hansen får mulighed for rette op på tingene, når Danmark på søndag møder Sverige i den sidste gruppekamp.

Landsholdet er allerede kvalificeret til kvartfinalerne, som bliver spillet på tirsdag.