Man kunne mærke det, nærmest med det samme hun trådte ind i rummet.

Pernille Blume havde travlt med at komme væk fra den såkaldte mixed zone, hvor atleterne bliver interviewet af journalister efter konkurrencer.

Ikke fordi hun ville være uhøflig. Overhovedet. Og det var heller ikke fordi, den danske stjerne, der ellers normalt er ret snakkesalig, på nogen måde var i dårligt humør.

Men fordi hun simpelthen er gået i benhårdt konkurrencemode i jagten på at genvinde den guldmedalje, hun vandt i Rio tilbage i 2016 i 50 meter fri.

Pernille Blume satte næstbedste tid af alle.
Pernille Blume satte næstbedste tid af alle. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

En jagt, der startede godt fredag middag dansk tid, da Pernille Blume i det indledende heat satte næstbedste tid af alle på tværs af de 11 af slagsen. 24,12 sekunder stod der på de store skærme, da den danske stjerne havde slået hånden mod pladen.

»Det var rigtig, rigtig fint. Jeg er godt tilfreds,« sagde den 27-årige svømmer med et stort smil, der var tydeligt gennem mundbindet.

Hun håber på at have mere at give af og spår i hvert fald, at kroppen er til det. Efter de to ture i 100 meter fri gav Pernille Blume udtryk for, at hun var en smule træt, og faktisk havde hendes træner opfordret hende til ikke at svømme semifinalen, da de frygtede, det kunne gå ud over præstationen i 50 meter fri.

Favoritdisciplinen, hun hele tiden har haft det største øje på. Men der var ikke skyggen af træthed at spore, da Pernille Blume sprang i bassinet. Hun følte sig godt tilpas, og det hele gik, som det skulle.

Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016.
Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

»Jeg synes, jeg har det godt. Jeg kan godt mærke, jeg lige skal finde tilbage i mit stroke her i 50-meteren i forhold til 100-meteren, men ellers er det godt,« sagde Pernille Blume, der også slog sin rival Sarah Sjöström, ligesom hun også klarede det bedre her end kvalifikationen i Rio.

Noget, hun selvsagt var godt tilfreds med, fortalte hun kort.

Og mere fik journalisterne altså ikke fra Pernille Blume denne fredag aften lokal tid i Tokyo Aquatics Centre. 50 sekunder med den danske stjerne, og så var det slut.

Det var videre til den næste del af den helt stramme plan, der er lagt for hende, og Pernille Blume skyndte sig afsted med et næsten lidt undskyldende blik i øjnene, fordi der ikke er tid til meget andet end at have helt styr på forberedelser og optimering.

Først skulle hun lige ud for at 'svømme af', og herefter skulle hun spise på et bestemt tidspunkt, inden hun skulle restituere resten af aftenen.

For der er ikke lang tid at give af i år i Tokyo, hvor svømmekonkurrencerne er lagt således, at indledende heats ligger om aftenen, og semifinaler – og eventuelle finaler – ligger den efterfølgende formiddag.

Pernille Blume springer dermed allerede i bassinet igen lørdag klokken 04.32 dansk tid. Her fortsætter den jagt, både hun og resten af Danmark krydser fingre for ender i den helt store triumf.

Hun var i øvrigt ikke den eneste danske svømmer, der sikrede en plads i semifinalen. Det samme gjorde Julie Kepp Jensen, der blev nummer 14 ved dagens indledende heats.