»Jeg tror bare, jeg var så glad og så rørt over, at det jeg havde arbejdet for hele mit liv, det lige pludselig lykkedes.«

Ordene kommer fra Viktor Axelsen dagen derpå og handler om et særligt øjeblik efter OL-triumfen i badminton.

Her skulle han, som det jo hører sig til, interviewes på live-tv hos DR. Sætte ord på den triumf han netop havde kunnet knytte næverne efter.

Og da han stod der efter finalen og skulle interviewes på direkte tv, var det tydeligt for enhver.

Viktor Axelsen kunne knap nok være i sig selv, da guldet var sikret.
Viktor Axelsen kunne knap nok være i sig selv, da guldet var sikret. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Glæden, stoltheden og alle de følelser, der kørte rundt i hoved og krop.

Faktisk i en sådan grad, at han lige måtte trække stikket et øjeblik. Ikke på den dårlige måde, men fordi han simpelthen var så overvældet af det, han lige havde præsteret.

Han havde vundet OL-guld. Kulminationen på mange års hårdt arbejde.

Midt i interviewet måtte Viktor Axelsen derfor med tårerne trillende ned ad kinderne sige, at han altså ikke kunne lige nu.

Han var nødt til at afbryde for lige at trække vejret. Finde sig selv midt i det store øjeblik, som hele verden fulgte med i.

»Den måde, jeg nogle gange håndterer det på, er simpelthen bare at give følelserne frit løb. Der var ingen grund til, jeg blev interviewet lige der, for jeg kunne ikke snakke. Så glad var jeg,« fortæller Viktor Axelsen om det rørende øjeblik og tilføjer:

»Det ville blive et kedeligt interview. Det ville være ren gråd i et minut,« griner den olympiske mester.

Viktor Axelsen sikrede den blot anden danske OL-guldmedalje i badminton nogensinde, efter Poul-Erik Høyer triumferede ved de olympiske lege i Atlanta i 1996.

Han var ikke den eneste, der var rørt over sejren. For både på sidelinjen og i studiet hos blandt andet DR trillede tårerne, da det stod klart, at Viktor Axelsen altså havde sikret Danmark en OL-guldmedalje.