Det hører til et af de mere sjældne syn i badminton, at spillerne udveksler gennemsvedige badmintontrøjer efter en kamp.

Men det var altså, hvad der skete efter Viktor Axelsens helt igennem forrygende OL-triumf i Tokyo mandag aften japansk tid.

Her udvekslede danskeren først et par sætninger med finalemodstanderen, den kinesiske veteran Chen Long, hvorefter spillerne begge smed trøjen og afleverede den til konkurrenten.

Efter sejren forklarede Viktor Axelsen, hvad det præcist var, der foregik mellem de to stjernespillere.

Foto: MAST IRHAM
Vis mere

»Jeg respekterer selvfølgelig Chen rigtig meget. Han kom over på min banehalvdel og sagde til mig, at jeg fortjente OL-guldet, og min præstation havde været fantastisk.«

»Jeg takkede ham mange gange for at have været en stor inspiration for mig. Og så spurgte jeg ham, om ikke vi skulle bytte trøjer. Og det gjorde vi så.«

»Og det foregik på kinesisk,« fortalte den nykårede danske OL-guldvinder.

Viktor Axelsen gik igennem OL-turneringen uden at afgive et sæt. Finalen blev vundet med sætcifrene 21-15, 21-12.