Det er en skidt afslutning på 2021, som den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin har fået.

For den 26-årige dobbelte OL-guldvinder i slalom er nemlig blevet smittet med coronavirus – kort før de vigtige alpinkonkurrencer i Lienz, Østrig, som hun dermed går glip af.

Det fortæller en knust Shiffrin selv i et opslag på sin Instagram-profil.

'Hej alle. Jeg vil lige fortælle, at jeg har det godt, men jeg har desværre fået en positiv corona-test. Jeg følger retningslinjerne og er lige nu i isolation, men jeg misser Lienz. Held og lykke til mine holdkammerater … Jeg hepper på jer langvejs fra,' skriver alpinløberen blandt andet.

I første omgang misser amerikaneren World Cup-konkurrencerne i Lienz, der bliver afholdt 28. og 29. december.

Det kan dog vise sig kun at være starten på en gigantisk nedtur for skistjernen.

For ifølge Eurosport kan Mikaela Shiffrins deltagelse ved vinter-OL i Beijing, Kina, der begynder 4. februar, være i fare.

Det skyldes blandt andet de ekstremt strenge corona-retningslinjer, som Kina har indført den seneste tid.

Mikaela Shiffrin vandt OL-guld i både 2014 og 2018, men nu er det altså ikke sikkert, at hun kommer til at forsvare det fine metal ved legene i februar.

Foruden OL-metallet er amerikaneren ligeledes firedobbelt verdensmester i slalomdisciplinen.

Andre læser også