Der kan meget vel være dansk stjernestøv på vej til Superligaen.

For ifølge flere italienske medier er landsholdsspilleren Andreas Skov Olsen nemlig igen et varmt transferemne for klubber i den bedste danske fodboldrække, når januarvinduet åbner.

Det skriver Corriere dello Sport.

Ifølge mediet er der konkret interesse for Bologna-spilleren fra minimum én klub i Superligaen, der ønsker at tilføje en af Kasper Hjulmands favoritter til holdkortet.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det nævnes dog ikke, hvilken dansk klub der er tale om.

Corriere dello Sport skriver videre, at Bologna i første omgang ønsker en løsning, hvor klubben kan udleje Andreas Skov Olsen med mulighed for en købsoption i handlen.

Det er dog ikke kun fra Danmark, at der er interesse for danskeren.

Helt konkret skulle også klubber fra Tyskland og Holland allerede have rettet deres fokus mod 21-årige Andreas Skov Olsen forud for januars transfervindue.

Et muligt skifte retur til dansk fodbold for den tidligere FC Nordsjælland-spiller er dog ikke første gang, det er oppe at vende i medierne.

I sommerens transfervindue var der længe snak om et comeback til dansk fodbold, hvor han især blev rygtet til FC København.

Rygter, som den offensive fodboldspiller selv satte yderligere skub i, da han og  landsholdskammeraten Jonas Wind smed en story op på Instagram på transfervinduets sidste dag.

Noget, der fik adskillige FCK-fans til at gå transferamok på de sociale medier i flere timer, hvor de spammede den unge landsholdskomet.

Den historie kan du læse mere om HER.