En forkert oplysning, som blev delt for åben skærm, får nu konsekvenser.

ABC har efter helikopter-tragedien, der kostede blandt andre Kobe Bryant livet, suspenderet tv-reporteren Matt Gutman. Det skriver LA Times.

Da nyheden kom om, at NBA-legenden var styrtet ned med en helikopter, fik Matt Gutman sagt noget forkert på direkte tv.

'Det formodes, at alle Kobe Bryants fire døtre var med om bord på helikopteren,' lød det i mikrofonen. En oplysning, der hurtigt blev delt på de sociale medier, men som også blev trukket tilbage igen.

»At dele korrekte informationer er kernen i vores journalistik. Som han også selv erkendte søndag, var Matt Gutmans første udmelding ikke korrekt, og den levede ikke op til vores redaktionelle standard,« lyder det fra ABC i en udtalelse.

Kort tid efter brøleren var Matt Gutman, der har været hos ABC siden 2008, selv ude for at undskylde på sin Twitter-profil. En undskyldning, han nu gentager.

»Vi er i en branche, der stiller folk til ansvar. Og jeg stiller mig selv til ansvar for den frygtelige fejl, som jeg fortryder inderligt. Jeg vil gerne personligt kondolere over for Bryant-familien for det frygtelige tab og undskylde for eventuelle problemer, min udmelding skabte,« siger Matt Gutman til LA Times.

Det vides ikke, hvor længe han er suspenderet.

Kobe Bryant og datteren Gianna Maria blev dræbt i helikopterstyrtet.
Kobe Bryant og datteren Gianna Maria blev dræbt i helikopterstyrtet. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

Kobe Bryants helikopter styrtede ned kort før klokken 10 søndag morgen amerikansk tid. Foruden basketball-stjernen var også hans datter Gianna Maria samt syv andre med om bord. De var på vej til Mamba Sports Academy for at træne.

Kobe Bryant blev 41 år. Han spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers, indtil han stoppede i 2016. I løbet af sin 20-årige karriere, som begyndte i 1996, vandt Kobe Bryant fem NBA-mesterskaber.

Han spillede 1346 kampe i NBA. Han efterlader sig konen, Vanessa Bryant, og tre døtre. Vanessa Bryant udtalte sig for første gang om den frygtelige tragedie torsdag morgen dansk tid.

'Der er ikke ord nok til at beskrive vores smerte lige nu. Jeg trøster mig ved at vide, at Kobe og Gigi (Gianna, red.) var elskede. Vi var heldige at have dem i vores liv. Jeg ville ønske, at de var hos os for altid,' skrev hun blandt andet.